fbpx

Brignoles ligner et navn for fremtiden

Efter en andenplads i debuten bag rutinerede Mustang, var Birgitte Nielsen-trænede Brignoles kraftigt forbedret i Den Jydske Vinterfavorit, som den brune vallak vandt med syv længders afstand til Torben Christensen-trænede Arthur.


Brignoles og Rafael De Oliveira sejrer i Herman Sallings Mindeløb – Den Jydske Vinterfavorit. Foto: Ole Hindby.

Der var tale om en double til den afdøde avlshingst Center Divider (Giant’s Causeway), mens tredjepladsen tilfaldt førnævnte Mustang (Al Shemali).

Først på fjerdepladsen fulgte storfavoritten Habla (Juniper Tree), der allerede tidligt i opgøret så ud til at være mærket af et hårdt efterårsprogram.

Vindende Brignoles ejes af Stutteri Tousgaard og er opdrættet af Karsten Østergaards Stutteri Outback, som har ført sig flot frem den seneste tid med øvrige navne som bl.a. Gold Devisor, Good Fortune og Miss Twenty.

Dermed er samtlige Stutteri Outbacks tre 2-årige opdræt nu vindere som 2-årige.

Stutteri Tousgaards Asbjørn Sørensen og løbssponsor Karin Salling med Brignoles. Foto: Ole Hindby.

Brignoles er ud af Alhaarth-datteren Green Utopia, som Niels Varming Andersen i november 2014 købte på Goffs November Sale.

Avlshoppen er i forvejen mor til Auktionsløbsvinderen Chivas (Appel Au Maitre), og hendes 2-årige søn kan sagtens vise sig at være endnu bedre end sin meriterede storebror.

Førstepræmien i Herman Sallings Mindeløb – Den Jydske Vinterfavorit var 42.000 kroner, og Brignoles går nu på vinterferie med en sejr og en andenplads i to starter og 51.500 kroner på præmier på kontoen.


Go Go Dancer vinder for tredje gang i fire starter under Annie Nilsson-Lindahl. Foto: Ole Hindby.

Birgitte Nielsen tog en sejr mere på sin hjemmebanes finaledag, og den blev lige så overlegen.

Denne gang var det Thorskovgaard Racings egenopdrættede Go Go Dancer (Go Go Gadget) der kunne tage sin tredje sejr i bare fire starter siden hun indledte karrieren den 26. september på Klampenborg.

Go Go Dancer, der senest var en uheldig tredje på Klampenborg, fik ikke overladt noget til tilfældighederne af Annie Nilsson-Lindahl, som kort ind i opløbet overtog føringen og derefter bare trak fra til en otte længders triumf foran Tribute (Royal Experiment).

Go Go Dancer fik 13.000 kroner for sejren.


Green Backspin og Oliver Wilson bogfører sejr nummer tre efter salget til Thomas Maints og Pia Jespersen. Foto: Ole Hindby.

Lidt mere var der til en anden sejrssluger, Thomas Maints og Pia Jespersens 3-årige Green Backspin (Exceed And Excel), der vandt for tredje gang siden han i august blev importeret til Danmark og sat i træning hos Lea Olsen på Jydsk Væddeløbsbane.

Under Oliver Wilson vandt Green Backspin med to sikre længder foran Fair And Square (Eishin Dunkirk) og sikrede sig en førstepræmie på 15.000 kroner.

Green Backspin var ude efter et handicap på 75 og går en lovende 4-årssæson i møde som sparsomt startet hidtil.


Hongkong Yob og Ian Archer sejrer i Aarhus Store Handicap. Foto: Ole Hindby.

Endelig afsluttede Ian Archer den danske væddeløbssæson ved at sejre som både træner og rytter i Aarhus Store Handicap med Marianne Laurenborgs Hongkong Yob (Frozen Power).

Den 4-årige vallak har haft en flot og stabil sæson, efter Archers offensive udlæg var ingen af konkurrenterne i stand til at melde sig ind i opløbskampen.

Hongkong Yob vandt let med fem længder foran Mancini (Barocci).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top