fbpx

Bloomers’ (L): Icecapada igen

Det blev det ventede, tætte opgør mellem Skandinaviens to bedste hopper i Bloomers’ Vase (L). Og som i fjor trak sig Icecapada sig sejrrigt ud af løbet, men det holdt hårdt.


Icecapada/Carlos Lopez vinder med det mindst mulige foran Appelina/Jan-Erik Neuroth. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Icecapada/Carlos Lopez vinder med det mindst mulige foran Appelina/Jan-Erik Neuroth. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

“Ind på lige bane troede jeg ikke på, at hun skulle gøre det, men hun har et hjerte af guld og det er dét der afgør det igen i dag. Hun vil bare vinde”, sagde Niels Petersen i minutterne efter Icecapada havde besejret Wido Neuroths mindst lige så tapre Appelina.

Icecapada og Appelina er virkelig i en størrelse for sig, når det gælder øjeblikkets skandinaviske hoppeelite.

Efter et heftigt udgangstempo sat af Fanny Olsson på ryggen af Willochra fik begge favoritter som udgangspunkt det løb de skulle, men Icecapada fik ikke sin favoritposition rundt svinget, hvor hun normalt kan gå udvendigt på sine konkurrenter.

Denne gang måtte Carlos Lopez tage den indvendige vej og vente på åbningen, alt imens Appelina fik first-run udvendigt.

Det betød også, at Appelina førte det meste af opløbet og først kort før stregen måtte se Icecapada gå forbi med det mindst mulige.

“Sidste gang var det med hals, i dag var det med næse – Appelina er mindst lige så god som Icecapada, men det var heller ikke til hendes fordel, at hun ikke fik mere selskab i begyndelsen af opløbet”, kommenterede Wido Neuroth den danskopdrættede hoppes andenplads.

Bag de to bedste fulgte Vallance Road foran Willochra og Danish Design, mens Spicy Mix og Elektra Art måtte forlade banen uden penge på kontoen.

Førstepræmien i Bloomers’ Vase (L) var 300.000 kronor værd for Nils Petter Gill, som tidligere på året erklærede overfor GalopSport, at 2018 bliver Icecapadas sidste sæson som aktiv, inden hun højst sandsynligt bliver solgt til udlandet i avlsøjemed.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top