fbpx

Bliver Mette Hanssen champion i Frankrig?

Kvindelige skandinaviske jockeys med blod på tanden kan i den kommende sæson blive internationalt kendte navne. I Frankrig er der nemlig i år lagt op til en serie af galopløb kun forbeholdt kvinder, og serien er åben for alle nationaliteter.


Meningen er, at der hver eneste måned skal afholdes tre løb på en Paris-bane hvor det udelukkende er kvindelige jockeys og lærlinge der kan deltage – løbene vil indgå i en championatskamp, og der bliver endvidere lagt op til et højt profileret løb under et af Paris’ sommer-meetings. Initiativet til den nye løbsserie er taget af Gizelle de Royer-Dupre, hvis ægtemand Alain de Royer-Dupre hører til blandt de førende trænere i Frankrig. Gizelle de Royer-Dupre udtaler sig således:

“Jeg har altid syntes at det er unfair at piger der rider ud hver eneste dag ikke får den samme mulighed for at blive professionelle jockeys. Tre ud af fire der søger ind på væddeløbsskoler er kvinder, men kun en ganske lille procentdel bliver jockeys. Der er en generel fordom over for kvindelige ryttere og mange mener ikke at de er stærke nok til at konkurrere imod mændene, men det kvinderne virkelig mangler er muligheden for at opnå erfaring, og hvis de ikke får erfaring, mister de automatisk muligheden for at opnå succes. Det er det den nye løbsserie skal rette op på”.

Her i Skandinavien rider de kvindelige jockeys mange løb, de deltager regelmæssigt i storløb og har en utrolig erfaring i forhold til mange andre nationer, netop fordi de hele tiden konkurrerer side om side med selv de bedste mandlige ryttere. Denne erfaring og dygtighed kan virkelig komme de skandinaviske navne tilgode i den kommende løbsserie, og vi kan kun håbe på at ryttere fra både Danmark, Sverige og Norge vil opsøge lykken og skaffe sig franske ridt i løbet af sæsonen. De første tre løb i serien rides efter planen torsdag den 23. marts på Longchamp.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top