fbpx

Binary File skal forlade Dubai

Klampenborg-trænede Lars Kelp var både stolt og ærgerlig, da galopsport.dk fredag eftermiddag fangede ham i Hamborgs lufthavn på vej hjem fra Dubai. Efter Binary Files flotte indsats torsdag aften havde kredsen omkring ham naturligvis fået yderligere blod på tanden omkring en start mere i Dubai, men dette ser ud til at være umuligt.


“For at starte på World Cup-aftenen skal man være inviteret, og invitationen kunne for vores vedkommende kun opnåes ved en sejr i torsdags. Lige nu bugner Dubai med heste, og alle karneval-deltagere der ikke har opnået en invitation til den 31. marts skal forlade landet. Der er simpelthen ikke plads til ham i karantænestaldene længere, og vi har endda prøvet at se om han kunne skifte til en lokal træner, men det lader sig desværre ikke gøre”, beretter Lars Kelp.

Pramms Memorial (L) på Jägersro i starten af maj er et åbenlyst mål for Binary File, der vandt løbet i fjor, men hesten er lige nu i absolut topform, og træneren er ikke meget for at trappe hesten på nuværende tidspunkt.

“Han er så godt tilpas, at det vil være utrolig synd ikke at finde en ny opgave til ham et eller andet sted i Europa. Desværre er anmeldelsesfristen tilLingfields Winter Derby overskredet, men så snart jeg kommer hjem vil jeg undersøge de øvrige storløb i the Winter Racing Series, heriblandt et i Rom der ser interessant ud”, slutter Kelp.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top