Beluga klar igen – starter i Svenskt Derby Trial

Efter den store skuffelse ved slettelsen få timer inden COLEXON Energy Dansk Derby den 28. juni, er Wido Neuroth-trænede Beluga torsdag eftermiddag klar til en start i Svenskt Derby Trial over 2400 meter på Jägersro, hvor han møder 11 gode konkurrenter i kampen om en førstepræmie på 50.000 svenske kroner.


Beluga, der blot har to starter bag sig, er helt sikker på deltagelse i Svenskt Derby med sit høje handicap på 82, men han gør her sin første start på dirt track. Med i feltet er også rejsekammeraten Doctor Wango, en topafstammet halvbror til den flerfoldige Gruppe-1-vinder Doctor Dino. Doctor Wango blev i sin debut udklasseret med små ni længder af Beluga, inden han i sin næste start aflagde maidentitlen på Øvrevoll. Også han starter for første gang på dirt track.

En anden vældig interessant hest i Svenskt Derby Trial er Roy Arne Kvisla-trænede Monte Zuma, der i fjor besejrede Sal Tessio over 1730 meter på Jägersro, og mens der aldrig vil blive distancemæssige problemer for den langt galopperende High Chaparral-søn, har han allerede bevist at Jägersros flade bane passer ham fortrinligt.

Hjemmebanen stiller med en række skarpe kort i Francisco Castro-trænede Viejo Perro, der efter en overlegen debutsejr døjede med halsinfektion i sin seneste start. Lennart Reuterskiöld starter trioen Red Cadet, Woodstar og Hot Chestnut, mens Vanja Sandrup prøver lykken md Wyclef.

Stockholm er repræsenteret ved Yvonne Durants spændende Il Capo og Patrick Wahls El Marati, mens de danske farver forsvares af Hanne Bechmann-trænede Daychan og Bent Olsen-trænede Henrik.

Seneste artikler

Scroll to Top