fbpx

Begivenhedsrig uge begynder

Skandinavisk galopsport står foran en begivenhedsrig uge med mange storløb fordelt på alle tre lande. Bro Park lægger for på onsdag, efterfulgt af Klampenborg, Øvrevoll, Jägersro og Aarhus.


Foto: Amie Karlsson.

Bro Parks Lunch-program inkluderer bl.a. Upplandlöpning over 1600 meter.

Opgøret er traditionelt set en forprøve til Stockholms Stora Pris (Gr.3), men i år rides det på dirt track, og kun en enkelt af de otte deltagere er rent faktisk meldt i Stockholms Stora.

Det er Roy Arne Kvisla-trænede Victor Kalejs (Spring At Last), som her får sin sæsondebut under Per-Anders Gråberg.

Onsdagen byder desuden på et par interessante 3-årsløb, hvor Wido Neuroth sender to af staldens klassiske kandidater i kamp.

No Lie (Camelot), der i fjor var anden i både Svealandlöpning og Vinterfavoriternas Pris, får sæsondebut over 1600 meter, mens Miss Haven (Twilight Son), som vandt sin eneste start i fjor med otte længder, skal ud over 1400 meter.

Begge hopper rides af trænersønnen Jan-Erik Neuroth, der endelig får sit længe imødesete comeback efter operation og langt genoptræningsforløb.

Læg også mærke til to af dagens prøveløb, hvor hele 10 2-årige skal teste startboksen for første gang. Ni af disse kommer fra Patrick Wahl, en enkelt fra Kahlil de Burca.


Lørdag rides der både i Klampenborg og – forhåbentlig – på Øvrevoll.

Klampenborg har “stilhed før stormen” med et program der ikke omfatter nogen storløb, mens Øvrevoll lørdag aften satser på at gennemføre den udsatte “17. maj – Nationaldag” med storløb som Skandinavisk Mesterskap for 3-årige og Familien Nagell-Erichsens Hoppeløp.

Klampenborg er i skrivende stund i gang med starterklæringen, mens Øvrevoll venter til på torsdag og krydser fingre for, at de nuværende restriktioner som fratager banen mulighed for at afholde løb ophæves.


Søndag er lig med Pramms på Jägersro.

Også hér er starterklæringen i skrivende stund i fuld gang, og der venter som altid en forrygende storløbsdag i Malmö.

Foruden hovedbegivenheden Pramms Memorial (L) rides bl.a. også Jägersro Sprint (L), Södra Skåningernas Derby Test og et 3-årsløb over 1600 meter, hvor adskillige af Voter-kandidaterne er forhåndsanmeldt.


Mandag – 2. Pinsedag – kommer turen til Jydsk Væddeløbsbane, der afholder årets største løbsdag i den danske provinsgalop.

Jyllandsløbsdagen byder på otte opgør, og der stod 30 kandidater tilbage på anmeldelseslisten inden mandagens endelige starterklæring til selve Jyllandsløbet.

Nu starter det skandinaviske storløbsprogram for alvor. God fornøjelse!

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top