Søndag eftermiddag byder Øvrevoll på de sidste to skandinaviske Breeders’-opgør i 2014. Breeders’ Prize Sprint og Breeders’ Prize Classic med førstepræmier på henholdsvis 347.400 og 515.250 norske kroner.
I Breeders’ Prize Classic over 1980 meter græs skal formstærke Jessica Longs dobbelte klassiske vinder, Inaya, forsøge at vinde sin tredje storløbssejr på stribe.
Hoppens værste konkurrent i kampen om sejren ligner Niels Petersens Beentheredonethat, som er på jagt efter sin tredje Breeders’ triumf på stribe efter sejre i både Breeders’ Trophy Mile og Breeders’ Trophy Classic på Täby.
Begge heste er i øvrigt efter Coolmore-hingsten High Chaparral, der blev tilmeldt den skandinaviske Breeders’-serie for fire år siden.
Fra Danmark kommer både den danske 2000 Guineas-vinder, Harbour Light, Guineas-2’eren The Seducer, Jyllandsløbsvinderen All Quest, sidste års svenske Kriteriumsvinder Hongkong Star og Oaks-2’eren Candyfloss.
Danmark er også stærkt repræsenteret i Breeders’ Prize Sprint over 1370 meter, hvor Stolga’s Daughter, Aventador, Ametyst, Ocho Rios, Miss Tiffany og Nudetnok udgør seks af feltets i alt 15 deltagere.
Favoritværdigheden ligger hos Niels Petersens Frank Lloyd Wright, der endnu ikke har vundet i årets seks første starter, men senest viste, at formen er ved at være på vej tilbage.