fbpx

Bliver han deres næste Derbyvinder?

I sommeren 2021 vandt Rikke Bonde, Nicolaj Stott og Stald Ras både Svenskt og Norsk Derby med Stroxx Carlras. Mens den store, imponerende Footstepsinthesand-søn nu forberedes mod en sæsondebut i enten Pramms (L) eller Scandinavian Open (Gr.3), er der en ny “Carlras-hest” klar i kulissen, og han har Svenskt Derby som trænerens erklærede mål.


Basixx Carlras og Nicolaj Stott på træningsbanen i Jægerspris. Foto: Rikke Bonde.

Basixx Carlras fristede en temmelig anonym tilværelse som 2-årig. Rikke og Nicolaj gav ham tid til at vokse og udvikle sig, og den brune hingst fik først sin debut i midten af november.

Det blev til en tredjeplads, slået med en længde af Castro-duoen Wortheverypingin (Profitable) og Footfall (Footstepsinthesand) – og med ni længders afstand til Fredrik Reuterskiölds Dakota River (Sioux Nation) på fjerdepladsen.

Footfall, der i dette løb tog sin fjerde andenplads, fulgte i starten efter op med at vinde ganske sikkert, og de to Castro-heste sluttede deres 2-årssæson med henholdsvis 75 og 77 i handicap.

Basixx Carlras startede kun for at lære en smule inden vinterpausen. Distancen var for kort og han var ude imod et par skarpe typer, så selv om der nok ikke blev lagt så meget mærke til præstationen rundt omkring, så var vi ret godt tilfredse”, siger Rikke Bonde.

Basixx Carlras ses herover slutte tredje bag Wortheverypingin og Footfall i debuten på Jägersro i november. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Basixx Carlras tilhører første årgang efter Oscar Performance (Kitten’s Joy), der både var Gruppe/Grade-1-vinder som 2-, 3- og 4-årig i USA.

Som 2-årig vandt han Breeders’ Cup Juvenile Turf (G1), som 3-årig vandt han både Belmont Derby Invitational Stakes (G1) og Secretariat Stakes (G1), og som 4-årig var han bedst i Woodbine Mile (G1).

Oscar Performance fik i fjor en rødglødende start med sin første årgang på banerne i USA, hvilket også fik hingstens bedækningstakst til at stige fra $12,500 til $20,000 i år. Hans hidtil bedste afkom er Bourbon Stakes (G2)-vinderen Andthewinneris, Forward Gal Stakes (G2)-vinderen Red Carpet Ready og Natalma Stakes (G1)-3’eren G Laurie.

Den firedobbelte Grade-1-vinder Oscar Performance. Foto: Mill Ridge Farm.

Basixx Carlras er ud af Juddmonte-hoppen Costume (Danehill), som i Bobby Frankels træning bl.a. vandt Santa Ana Handicap (G2) og Buena Vista Handicap (G2) på Santa Anita.

Udover Grade-2-sejrene i Californien var Costume anden i flere Stakes-sammenhænge, og i avlen har den tidligere Juddmonte-hoppe produceret to vindere ud af lige så mange startende i USA.

Også mormoderen Dance Dress (Nureyev) var en fremragende væddeløber, som bl.a. vandt Prix Fille de l’Air (Gr.3), mens tredjemoderen Private Line (Private Account) var dobbelt Listed-vinder og fjerdemoderen, den ligeledes Listed-vindende Miss Summer (Luthier) blev mor til Gruppe-1-placerede Most Precious (Nureyev) og mormor til den franske 1000 Guineas (Gr.1)-vinder Matiara (Bering) og de Gruppe-2-vindende avlshingste Marathon (Diesis) og Pyrus (Mr Prospector).

Basixx Carlras som åring. Han blev købt for 60,000 euro af Stald Ras på Goffs Orby Sale. Foto: Goffs.

Basixx Carlras tilhører et klassisk hold på ikke mindre end 13 3-årige navne i stalden hos Rikke og Nicolaj, og ligesom Ole Torkdahls jævnaldrene Figaro Torkdahl (Collected) er han født og opdrættet i USA.

“Det betyder jo fremfor alt, at det er den svenske Derbyserie vi sigter på med begge heste”, siger Rikke, inden Nicolaj supplerer:

“De har jo begge kun startet en enkelt gang i fjor, og deres væddeløbskarrierer begynder for alvor først nu. Vi kommer ikke til at skynde på nogen af dem, og man skal ikke forvente, at de er starterklæret til første løbsdag på Jägersro. De kommer til at få den nødvendige forberedelsestid, og så håber vi selvfølgelig på, at de kan gå direkte ud og vinde eller placere sig før storløbene kommer”.

Collected-sønnen Figaro Torkdahl blev købt for £42,000 af Ole Torkdahl på Goffs UK Breeze Up Sale i fjor. Foto: Powerstown Stud.

En tredje hingst i stalden, som Rikke og Nicolaj regner som et seriøst kort til den svenske Derbyserie er danskopdrættede Let’s Go Filip (Mondialiste), som Stald KTAS har overtaget fra opdrætterparret Karen Grethe og Poul Erik Jensen.

“Han debuterede direkte i et vinderløb i fjor og var slået med godt to længder af nogle af de bedste dirt-heste i årgangen. Han var også kun ude for at lære, og nu ved vi, at han både håndterer dirt og græs”, siger Rikke med henvisning til hingstens prøveløb på Klampenborg, hvor han forsvandt mange længder væk fra sine konkurrenter i opløbet.

Nicolaj Stott med Let’s Go Filip. Mondialiste-sønnen har både Dansk og Svenskt Derby som hovedopgaver i 2023. Foto: GalopSport.

Det øvrige 3-årshold hos Rikke Bonde og Nicolaj Stott består af Bronx Carlras (Juniper Tree), Carmen Torkdahl (Appel Au Maitre), Danaziya (Dariyan), Drot Torkdahl (Moohaajim), Illusionist (Wilshire Boulevard), Lets Go Carlras (Juniper Tree), Rikabo (Moohaajim), Silverflame (Binary File), Snedronningen (El Kabeir) og en endnu unavngiven hingst efter Kessaar (Kodiac).

Det unge danske trænerpar er tilknyttet Klampenborg, men de er sjældent på banen udover i løbssammenhæng, idet de træner fra deres eget anlæg i Jægerspris.

Hér har de deres egen græsbane, to sandbaner, startbokse og ridehus med mere. Nedenstående fotos er taget under et besøg i stalden mandag formiddag.

To sandbaner med en græsbane i midten. Foto: GalopSport.

Nicolaj Stott sammen med Goodwoods clerk of the course Ed Arkell i ridehuset i Jægerspris. Foto: GalopSport.

Rikke og Nicolaj råder over flere startbokse på træningsområdet. Foto: GalopSport.

Nicolaj Stott fremviser den lange træningsbane med gradvis stigning for Ed Arkell. Foto: GalopSport.

Herunder ses den dobbelte Derbyvinder Stroxx Carlras strække ud på træningsbanen under Lise Vest:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top