fbpx

Bara-projektet skrinlægges

Selv om 2027 umiddelbart synes at være et godt stykke ude i fremtiden, så er tiden rent faktisk ved at løbe ud for galopsporten i Skåne. Lørdag den 17. april blev det nemlig besluttet, at skrinlægge projektet “Bara Galopp”, og nu skal der startes forfra igen.


Projekttegning af “Bara Galopp”.

Planlægningen af en ny galopbane i Skåne har været i gang siden 2011, hvor Skånska Fältrittklubben blev nødsaget til at opsige den daværende driftsaftale med Jägersro Trav och Galopp.

Jägersro Trav och Galopp blev derefter opløst, og siden har Skånska Fältrittklubben og Skånska Travsällskapet drevet hver sin virksomhed på Jägersro.

I 2013 skrev Skånska Fältrittklubben en lejeaftale med Skånska Travsällskapet, og da førstnævnte i 2019 overlod sin ejendom til Svensk Galopp, fortsatte denne lejeaftale i sit nye regi.

Lejeaftalen på Jägersro løber frem til og med den 31. december 2026.

Skånska Travsällskapet har solgt en del af Jägersro-grunden til MKB Fastighets AB i Malmö, og det betyder, at hele det stykke hvor både Jägersros trav- og galopbane ligger i dag, skal rives ned og ombygges til boliger med videre.

Samtidig deklarerede Skånska Travsällskapet, at der skal bygges en helt ny travbane på området kaldet “Husiefältet”, hvor en stor del af Jägersros trav- og galoptrænere har stalde, folde og træningsbaner.

I 2012 blev der nedsat en arbejdsgruppe med formålet om at finde en anden plads til placeringen af en galopbane i Skåne.

Blandt de mange steder der i første omgang var i fokus var Bara allerede på tale, og sidenhen faldt valget på denne placering til Svensk Galopps fulde satsning på en ny galopbane, som efter planen i lighed med Bro Park både skulle have græs og dirt.

Lang tid er gået siden de første planer omkring Bara Galopp tog form, men projektet blev endeligt lagt i graven på lørdagens møde mellem Svensk Galopps fuldmægtige, der nedstemte det videre forløb med 18 stemmer mod 15 og to blanke stemmer.

De seneste 10 års søgen og planlægning ser altså ud til at være skønne spildte kræfter, og pludselig er der ikke 15 år at gøre godt med længere, men kun lidt mere end fem.

Nu skal en ny arbejdsgruppe formes, og denne skal efter den 30. juni i år påbegynde søgningen efter et nyt sted at bygge en galopbane i Skåne.


Læs om mødet og afstemningen på Svensk Galopps hjemmeside hér.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top