fbpx

Baagøe Schou købte halvbror til Kayf Tara og Opera House

Den stort satsende danske hesteejer, Carsten Baagøe Schou, slog onsdag aften til på Tattersalls July Sales, da han igennem sin træner Flemming Poulsen fik hammerslag på lot 456 – hesten Team Player, som er en 3-årig brun hingst efter Mark Of Esteem og tophoppen Colorspin.


Colorspin vandt selv Irish Oaks (Gr.1) og i avlen har hun slået endnu mere igennem med afkom som den europæiske champion Opera House, der i sin aktive karriere sejrede i både Eclipse Stakes (Gr.1) og King George VI & Queen Elizabeth Stakes (Gr.1), og nu virker som beskeler i Japan.

Colorspin er ligeledes mor til Godolphins Irish St. Leger (L) og dobbelte Ascot Gold Cup (Gr.1)-vinder Kayf Tara, samt sidste års vinder af Prix de l’Opera (Gr.1) Zee Zee Top.

En yderligere søster til Team Player, Spinning The Yarn, viste ikke selv det store som væddeløber, men det fremragende blod er slået igennem i stutteriet hvor hun er mor til Moyglare Stud Stakes (Gr.1)-vinderen Necklace.

Carsten Baagøe Schous nyerhvervede hingst har endnu ikke de samme meritter som sine søskende, idet det kun er blevet til en enkelt karrierestart over 1600 meter på York den 12. juni i år.

Her var Team Player ottende gennem mål, slået med 12 længder af vindende Binary Vision, som i øvrigt er en halvbror til Søren Jensen-trænede Binary File.

“Team Player er endnu meget ufærdig, og han bærer tydeligt præg af at være kommet sent i gang. Det kan blive rigtig stort”, siger Carsten Baagøe Schou, der gav et beløb svarende til ca. 200.000 danske kroner for hesten.

Team Player går nu i træning hos Flemming Poulsen i Chantilly.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top