fbpx

Ayani hævet til 85 efter stor opvisning

Mondschein-linjen leverer igen. Og måske er 3-årige Ayani den hidtil bedste, som Chess Racings Benny Andersson har haft i træning i Skandinavien? Efter søndagens overlegne opvisning på Jägersro ser Jessica Long-trænede Ayani ud til at være noget nær ustoppelig, og som resten af familien bliver han bedre jo længere han galopperer.



Oliver Wilson var for anden gang i sadlen på den store søn af Coolmores Starspangledbanner (Choisir), og efter en sæsondebut den 23. april hvor den urutinerede hest krævede noget overtalelse, var det et helt anderledes ridt denne gang.

Ayani var hurtigt ude af startboksen og forsvarede sit indvendige spor rundt første sving. Ud på bagsiden øgede Wilson tempoet, og pludselig havde prominente navne som Spinwell (Make Believe), Bushmill (Gleneagles), Bugatti BF (Creative Cause), Footfall (Footstepsinthesand) og Starlight Song (Starspangledbanner) stor problemer med at følge med.

Det lignede til forveksling den samme leg, som Duca Di Como (Clodovil) senere på dagen udsatte sine konkurrenter for i Pramms Memorial (L).

Ayani og Oliver Wilson på vej mod en syv længders sejr på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Løbet var afgjort langt før opløbsstrækningen blev nået, og i opløbet galopperede Ayani fortsat urutineret og mindede som sin mormor Vigelegeres storebror Sibelius (Night Shift), da han som 3-årig bragede ned gennem Klampenborgs opløb og var så overlegen, at han næsten katapultede Mark Larsen ud af sadlen, da han pludselig slog et svej ud i banen.

Oliver Wilson tog det dog aldrig med i bøjlerne på Ayani. Parret var uden tvivl på en mission om at vinde med så meget som muligt, og handicapper Nicholas Cordrey hævede også den brune vallak med otte kilo fra 77 til 85 for bedriften.

Med sit nye handicap er Ayani efter tre starter stort set moden til alt. Han står i både det kommende Voterlöpning den 3. juni på Jägersro samt i Svenskt Derby den 16. juli og Dansk Derby den 5. august.

Jessica Long var sammen med sine forældre Caroline og Berndt Strömberg med til at skabe Mondschein-linjen i Skandinavien. Startende med Derbyvinderen Sibelius i 2004. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

De fleste husker sikkert Ayanis mor Inaya (High Chaparral), der som 3-årig både vandt Dansk Oaks og Dansk St. Leger, men som grundet en skade henover sommeren ikke nåede til start i Dansk Derby. Som ældre vandt Inaya også Skandinavisk Grand Prix og var slået med kort hoved til andenpladsen i Scandinavian Open Championship (Gr.3) af Quarterback (American Post).

Inaya er halvsøster til den danske St. Leger-vinder Sergel (Archipenko), til St. Leger-2’eren Sam (Maxios) og Oaks-3’eren Zagharit (Sir Percy), og deres mor Vigelegere (Be My Chief) vandt bl.a. Golden Mile (L) og var anden i Dansk Breeders’ Cup og Skandinavisk Grand Prix.

Inaya og Jacob Johansen vinder Kopparmärralöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Inaya og Jacob Johansen vinder Kopparmärralöpning o Göteborg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Vigelegere er halvsøster til den førnævnte danske Derby- og St. Leger- samt Danish Jockey Club Cup (L)-vinder Sibelius, og Sibelius er halvbror til Chess Racings fantastiske Gruppe-3-vinder og Gruppe-1-placerede Beatrice Aurore (Danehill Dancer), som igen er mor til bl.a. Celebration Mile (Gr.2)-vinderen Lavender’s Blue (Sea The Stars) og til sidste års Danish Jockey Club Cup (L)-vinder Moomba (Australia).

En anden søster til Sibelius og Beatrice Aurore, Rock Of Gibraltar-datteren Ray, vandt bl.a. Bloomers’ Vase (L), Fawzia Stakes og Sceptre Stakes, og hendes første afkom, 3-årige Ray’s Moon (Sea The Moon), står foran sin væddeløbsdebut på fredag i et maidenløb over 2200 meter på Jägersro.

Chess Racings eminente familie lever fortsat i bedste velgående. Herunder ses en oversigt over den moderlinje, som Benny Andersson skabte, da han for godt og vel 27 år siden købte Rainbow Quest-datteren Mondschein som åring i Newmarket.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top