Der blev købt en enkelt hest til Danmark på anden- og sidstedagen af Goffs February Sale i Irland, med et hammerslag på den 9-årige avlshoppe Flowing Style, som er efter den mægtige nordamerikanske Champion og Breeders’ Cup-vinder Cozzene.
Flowing Style er halvsøster til Taiki Samantha der er tredobbelt vinder i Japan, og hoppens mor Like My Style er en ustartet søster til den tredobbelte Gruppe-1-vinder og europæiske Champion Stayer Scorpion, samt Gruppe-2-vinderen Memories og de to Listed-vindere Garuda og Danish Rhapsody. Derudover er hun halvsøster til hoppen Social Scene, der igen er mor til den dobbelte Gruppe-2-vinder og Gruppe-1-placerede Zipping.
Flowing Style er i fol ved Coolmore-hingsten Antonius Pius (Danzig) og forventes at fole i Danmark i midten af marts måned.

























