fbpx

Arc-vinderen Hurricane Run er død

Montjeu-sønnen Hurricane Run, der i 2005 vandt Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1) og Irish Derby (Gr.1), har i en alder af blot 14 år mistet livet efter en operation i Tyskland. I Skandinavien er hingsten bl.a. kendt som far til Sveriges champion Hurricane Red.


Hurricane Run og Kieren Fallon på vej mod Arc-sejren i 2005. Foto: France Galop.
Hurricane Run og Kieren Fallon på vej mod Arc-sejren i 2005. Foto: France Galop.

Hurricane Run var født i Irland, men opdrættet af tyske Gestüt Ammerland, som ligeledes havde ham som løbshest hos Andre Fabre i Chantilly, indtil Coolmore-teamet erhvervede ham kort tid efter andenpladsen i Prix du Jockey-Club (Gr.1), hvor han lige akkurat ikke nåede at fange Shamardal.

I sin første start for Coolmore-teamet vandt Hurricane Run Irish Derby (Gr.1) under Kieren Fallon, og sejrene fortsatte i både Prix Niel (Gr.2) og i Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1).

Som 4-årig sæsondebuterede Hurricane Run med en knusende overlegen syv længders sejr i Tattersalls Gold Cup (Gr.1) foran Alexander Goldrun, og senere på sommeren besejrede han Dubai World Cup-vinderen Electrocutionist med en halv længde i King George IV and Queen Elizabeth II Diamond Stakes (Gr.1).


Hurricane Red. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Hurricane Run indledte sin avlskarriere på Coolmore, hvor han nåede at blive far til de to Gruppe-1-vindere Ectot og Magic Hurricane (sidstnævnte er helbror til Lone og Jens Wesths tidligere danske vinder Hurricane Fighter), og blandt hans bedste afkom figurerer også Stall Zadas Hurricane Red, som hidtil i sin fantastiske karriere har vundet storløb som Stockholms Stora Pris (Gr.3), Oslo Cup (Gr.3), Pramms Memorial (L), Svenskt Derby (L) og SFK Jubileumslöpning (L).

Hurricane Run stod fra 2013 igen på Gestüt Ammerland og har dermed flere tyske årgange på vej.

I Sverige fik hingsten også en ganske overlegen 2-årsvinder i Mr Ascots Arctic Run, som den 2. november debuterede med sejr over 1600 meter på Jägersro.


Herunder kan du genopleve Hurricane Runs Prix de l’Arc-sejr fra 2005:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top