fbpx

Arbejdssejr til Speedman i Jyllandsløbet

På et dyngvådt underlag, som både forårsagede en lang opholdspause undervejs og til slut også betød en aflysning af de tre sidste løb, kæmpede Kaj Sørensen-trænede Speedman sig til sejren i Jyllandsløbet – godt hjulpet af utrættelige Jacob Johansen.


Speedman og Jacob Johansen nedkæmper Springtime Carlras og Sea The Shadow i Jyllandsløbet. Foto: Ole Hindby.

Speedman (Go Go Gadget) kom hårdt af biddet på sidste del af bagsiden og lignede på det tidspunkt ikke en kommende Jyllandsløbsvinder.

Jacob Johansen fortsatte dog ihærdigt sin ridning, og da Nicolaj Stott også fik gang i indvendige Springtime Carlras (Juniper Tree), havde Speedman en hest at følges med i jagten på foranliggende The Maestro (Juniper Tree) og Sea The Shadow (Sea The Moon).

De fire heste kom ind på opløbet i to par, og det var de bagvedliggende der havde flest kræfter sparret.

Speedman endte med at være klart stærkest og vandt til slut let med trekvart længde foran Springtime Carlras, som igen var lidt over en længde foran Sea The Shadow og The Maestro.

Derefter blev der fem længder yderligere til Bernhard (Frac Daddy) på den sidste præmieplads, efterfulgt af Tony Soprano (American Post), Emelie (Center Divider), Upper East Side (Go Go Gadget), Palazzi (Center Divider), Soul Dancer (Victorious Soul) og Cotignac (Born To Sea).

Bent Olsen-trænede Bernhard blev på ulykkelig vis aflivet efter løbet, efter at have pådraget sig et dobbelt benbrud i sit livs blot tredje start.

For Speedman, der både er opdrættet og ejet af Stutteri Poulsensminde, var det karrierens anden storløbssejr i kølvandet på sidste års triumf i Produce Stakes.

Førstepræmien var 218.000 kroner værd for den brune hingst, som nu har vundet fem af karrierens 11 starter og tjent 486.064 kroner.

Kredsen bag Speedman efter Jyllandsløbs-triumfen. Foto: Ole Hindby.

Speedmans triumf i Jyllandsløbet kom 18 år efter, at hans mors storebror, Hovman (Kateb), førte fra start til mål i selv samme opgør i 2002.

Også Hovman var ejet og opdrættet af Stutteri Poulsensminde, der i de mellemliggende år har fortsat med at avle på den fremragende familie.

Speedmans mor, Feens Red Daughter (Cajun Cadet), er udover at være halvsøster til Hovman også søster til den norske Derbyvinder Lights Out (Kateb), St. Leger-vinderen Superman (Palatal), Basnæs-vinderen Hackman (Final Appearance) og til den otte-dobbelte vinder Fine Paladine (Palatal), som selv har bragt fire vindere i avlen: Speed (Cajun Cadet), Prima Dine (Primatico), Rosa (Nobileo) og Go Fine Go (Go Go Gadget).

Mormoderen, Viking-datteren Skee The Feen, var opdrættet på familien Bechmanns Waresley Park Stud i England.

Hun vandt 10 løb i Danmark og var bl.a. også placeret 2. i Sceptre Stakes, inden hun gik i avlen på Stutteri Poulsensminde og blev mor til et par af de bedste danskopdrættede heste i det nye millennium.

Speedmans far, den norske Derbyvinder Go Go Gadget (Areion), står opstaldet til en bedækningstakst på 12.000 kroner på Stutteri Thorskovgaard, hvor han med et meget begrænset antal bedækkede hopper virkelig har gjort storartet reklame for sig selv.



SPEEDMAN (DEN)
brun hingst 2017
v. Go Go Gadget (Areion)
1. mor Feens Red Daughter (Cajun Cadet)
2. mor Skee The Feen (Viking)
3. mor Misdevious (Alleged)
5. sejr i 11 karrierestarter.
486.064 DKK
Hcp. 79 (før Jyllandsløbet)
Ejer: Stutteri Poulsensminde.
Træner: Kaj Sørensen.
Opdrætter: Stutteri Poulsensminde.


Acapello fanger Strada i Petit Prix. Foto: Ole Hindby.

Acapello i Petit Prix

Bent Olsen og Elione Chaves indledte Jyllandsløbsdagen med sejr til Stald KTAS’ 3-årige Acapello (Cappella Sansevero), der akkurat nåede forbi længe førende Strada (Go Go Gadget) til førstepræmiens 46.000 kroner.

På tredjepladsen fulgte vinderens staldveninde, Stoneeye’s Kitten (Kitten’s Joy), efterfulgt af Danmarksdebuterende Lemon Smile (Oasis Dream) og Lady Isabell (Born To Sea), der aldrig sås med chance efter den ene stigbøjle knækkede kort efter starten.

Træner Bent Olsen tager imod vindende Acapello efter Petit Prix-triumfen. Foto: Ole Hindby.

Det var Acapellos første sejr siden juli i fjor, hvor han aflagde maidentitlen på Klampenborg.

Siden er det dog blevet til flere gode resultater – mest af alt tredjepladsen i Svealandlöpning.



ACAPELLO (IRE)
brun vallak 2017
v. Capella Sansevero (Showcasing)
1. mor Maya De La Luz (Selkirk)
2. mor Maria De La Luz (Machiavellian)
3. mor Light Of Hope (Lyphard)
Anden karrieresejr i 10. start.
164.388 DKK.
Ejer: Stald KTAS.
Træner: Bent Olsen.
Opdrætter: Olive O’Connor Bloodstock.
Købt for €4.000 på Goffs Autumn Yearling Sale i 2018.


Eftiraath vinder Jydsk Champion Stakes. Foto: Ole Hindby.

Jydsk Champion Stakes blev vundet af Ann-Charlotte K. Wedsgaards Eftiraath (Poet’s Voice), der under Rafael de Oliveira slog Princeton (Binary File) og Brocco (Pour Moi). (Reprise)

Mr Gunpowder stryger til tops i Jydsk Champion Sprint. Foto: Ole Hindby.

Robaldo vandt også Jydsk Champion Sprint i bøjlerne på Bolette Rosenlunds Mr Gunpowder (Alhebayeb) (Reprise), mens Nicolaj Stott sørgede for sejr til Anne-Mette Højfeldts tidligere Vinterfavorit-vinder Daurehøj Carlras (Arcano). (Reprise)

Daurehøj Carlras vinder Elkær Stutteri Ærespræmie. Foto: Ole Hindby.

Endelig blev det også til sejr for Johnny Reimer-trænede Go Win Casino (Mingun), der trivedes som en fisk i vandet på det bløde underlag efter det skybrud, der hærgede græsbanen i en sådan grad, at Jyllandsløbsdagen senere måtte indstilles. (Reprise)

Go Win Casino. Foto: Ole Hindby.

Resultater: Aarhus, lørdag 13. juni

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top