Apple Green choksejrede i Københavns Store Handicap

Fredagens hovedbegivenhed på Københavns Galopbane var det 1600 meter lange Københavns Store Handicap. Et løb der gav comeback til sidste års danske derbyvinder Cut Champion, som med 62 kilo skulle give vægt hele vejen rundt til feltets 10 gode modstandere.

Apple Green vinder Københavns Store Handicap under Dina Danekilde. Foto: Burt Seeger.

Sidste års vinder af Københavns Store Handicap, den svenske gæst Balfour, tog straks teten på bagsiden og førte an i et hæsblæsende tempo.

Rundt opløbssvinget havde Balfour en overgang mere end 10 længder ned til sine forfølgere, men kort inde på den lige bane begyndte kræfterne at slippe op.

I stedet lå Apple Green på lur, og efter en indvendig rejse som anden rundt svinget, angreb hesten stærkt midt i banen, stærkt presset af indvendige Dunbar, mens Cut Champion blev gjort klar til angreb i samme spor.

Ned gennem opløbet udviklede det sig til en flot kamp mellem Dunbar og Apple Green, men sidstnævnte havde hele tiden en lille fordel, og sejrede til slut med en halv længde.

Vima sluttede godt af til tredjepladsen, mens der blev dødt løb på fjerdepladsen mellem Cut Champion og Relate.


Apple Green vinder Københavns Store Handicap under Dina Danekilde.

Danish Dinamite

4-årige Apple Green fik her karrierens største sejr. Perceive Arrogance-sønnen har altid haft stort talent, men det er først i år han for alvor er begyndt at vise det, og sæsonen er startet yderst stabilt for ham.

Stald Rainbow ejer Apple Green, Helle Christensen står for træningen, mens hovedparten af de 51 kilo på ryggen bestod af den 22-årige danske lærling Dina Danekilde, der er i lære hos Ole Larsen i Malmö.

Dina Danekilde har godt halvandet år tilbage af sin læretid, og hidtil er det blevet til underkanten af 20 sejre i den korte karriere.

Meget pudsigt er det i øvrigt, at Apple Green på Derbydag blev slået med det absolut mindst mulige af Farignan.

Da var Mark Larsen på ryggen af Apple Green, og Dina Danekilde i sadlen på vinderen – herefter fik den danske lærling overdraget tøjlerne til Apple Green, og denne gang blev det så Kim Andersen der måtte bide i det sure æble!


Amalia let 2-års vinder

Søren Jensen-trænede Amalia fik en lovende revanche for debut-nederlaget til Danish Danz, da den hurtige hoppe med Kim Andersen i sadlen overbevisende vandt anden afdeling af Phoenix Fondsmæglerselskabs 2-års Maidenserien foran en stærkt afsluttende Misigne, der kort før mål gik forbi Luxorline til andenpladsen.

Amalia er faldet efter Be My Chief og hoppen Admecut, der er søster til bl.a. de flerdobbelte storløbsvindere Cut Singer og Cut Comeau.

Det er Admecuts første afkom som virkelig har vist fart som 2-åring, og det bliver rigtig interessant at følge hende i de kommende store opgaver.

Amalia er opdrættet af Jens Jørgen Stounberg og ejes af Stutteri Skovmarken, som købte hende på Dansk Galops Åringsauktion i fjor.


2 x Kim Andersen

Udover sejren på Amalia stod Kim Andersen også for en af dagens større overraskelser, da han red Christer Damm-trænede Marabo til sikker sejr i Arlington Handicap foran favoritten Prins Consent.

Kim Andersen er forsvarende jockeychampion på Klampenborg, og via flest andenpladser fører rytteren nu endnu engang i kampen om championatet.

På andenpladsen ligger Jacob Johansen, som tegnede sig for en enkelt dagssejr med Stella Rasmusen-trænede Ram Singh, som viste god form fra Dansk Derby hvor han sluttede syvende gennem mål.

Ram Singh havde aldrig nogen problemer med at vinde Del Mar Handicap foran en godt afsluttende Mufasa/Luis Villarroel, der på den sidste meter fravristede Womanizer andenpladsen.

Også Yvonne Durant kom to gange på scoringstavlen efter sejre med Steffan Lidbecks Mountain King, og Ingrid Kindhs flotte araber Black Jack.


2 sejre til Provinsen

To af dagens sejre gik til Odense. Den første stod Cedar Guv’nor og Anna Nilsson for, mens San Luca i sit livs anden start strøg til tops i Calder Maidenløb for de 3-årige og ældre heste.

San Luca trænes af Ken Stott og blev redet til sejr af Manuel Santos.

Seneste artikler

Scroll to Top