fbpx

Annike og Elione i ny alliance

På trods af sin forholdsvis lille stald på bare 15 heste, har Annike Bye Hansen vundet storløb på samlebånd de seneste sæsoner. Stjernebrigaden er udvidet med den fra England ankomne sprinter Aphelios, og Annike har netop sikret sig Elione Chaves’ signatur på kontrakten som staldens førstejockey i 2024.


Elione Chaves og Hard One To Please modtages af Annike Bye Hansen efter sejren i SFK Jubileumslöpning 2023. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Jeg har som de fleste andre et godt øje til Chaves og vurderer ham som én af de tre bedste jockeys i Skandinavien, men han har aldrig været nem at booke, for han er stort set altid optaget i storløbssammenhæng”, fortæller Annike og fortsætter:

“I fjor fik vi ham heldigvis booket til Hard One To Please i SFK Jubileumslöpning, og den opgave løste han på fornemste vis. Det var herefter, vi indledte en snak om fremtiden, og heldigvis blev både jeg og Chaves enige med staldens ejere om, at lave en fælles kontrakt for 2024″.

“Det er et arrangement jeg er mægtig glad for, for mine nerver holder simpelthen ikke til, at gå så mange storløbsdage i møde uden at vide hvem der skal eller kan ride for stalden”.

Elione Chaves, som fylder 40 år i dag, fortæller over telefonen fra Australien: “Annike har en lille, men virkelig god stald med heste som er trygt etableret i eliten, og jeg glæder mig meget til at indlede samarbejdet når jeg vender hjem til Skandinavien til foråret”.

Annike Bye Hansen er genbo til Cathrine Erichsen, for hvem Elione Chaves har redet mere eller mindre fast henover de seneste fem-seks år, og det er navnligt makkerskabet med Duca Di Como (Clodovil), som har kendetegnet samarbejdet.

“Jeg er meget glad og taknemlig for at have haft så mange gode år sammen med Cathrine, og jeg håber også, at jeg kan fortsætte med at ride for stalden når det er muligt i forhold til min nye kontrakt. Jeg har fortalt til både Annike og Cathrine, at hvis jeg fortsat er velkommen til at ride Duca Di Como, så er det en hest jeg aldrig nogensinde hopper af”.


Admiral De Vega og Jacob Johansen ved sejren i 2023-udgaven af Stockholms Stora Pris (Gr.3). Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Tilbage til Annike og stalden på Øvrevoll, som lige nu tæller 14 heste, men som inden længe suppleres af en 2-årig som er i pre-træning i Skåne.

I efteråret tilkom en ny, interessant ældre hest i form af nu 5-årige Aphelios (Kodiac). Aphelios blev købt ud af Michael Applebys stald for 65,000 guineas af Väsby Häst AB – samme ejer som bl.a. Hard One To Please (Fast Company) og Admiral De Vega (Lope De Vega) – og det var i kølvandet på tre strålende præstationer på de engelske baner i efteråret.

Aphelios vandt to af sine tre starter i september og var anden i et handicap på Southwell. Han sluttede sæsonen af med at vinde over 1400 meter i York, og han har vist at han trives på græs og dirt. Han er kommet hertil med et handicap på 89, så der er ikke langt til toppen blandt de skandinaviske sprintere”, vurderer Annike.

Staldens øvrige, etablerede navne er – bortset fra Listed-vinderen General De Vega (Lope De Vega) – klar til en ny sæson. Seks af hestene står på 85 eller højere, og tre af dem har krydset 90.

Elione Chaves i bøjlerne på Hard One To Please, som er ubesejret i sine to starter på Jägersros dirt. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Den helt store stjerne er naturligvis 5-årige Hard One To Please, som blev dobbelt Derbyvinder og Stockholm Cup-triumfator i sin 3-årssæson, og som i fjor satte den skandinaviske elite til vægs i både Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) og SFK Jubileumslöpning (L).

Hard One To Please kom meget sent i gang i fjor, og selv om han vandt Marit Sveaas på Derbydagen, fik han langt fra den sæson jeg havde ventet og håbet”.

“I år skal vi nok få ham at se tidligere på sæsonen, og vores første mål bliver Scandinavian Open Championship på Klampenborg mod slutningen af maj. Der ligger normalt også et fint sprintopgør på dagen, hvor vi eventuelt kan starte Aphelios eller Youonlyliveonce“, afslører Annike, som også melder sin 6-årige Listed-vinder Takeko (Mehmas) klar til 2024.

“Jeg håber, Takeko kan vinde en nominering til en international avlshingst i ét af de store hoppeløb. Hun vandt en forrige år, men den er ikke gældende længere, så vi satser på en ny storløbssejr. Hun er ikke særlig stor, men hun har en masse fart og vandt jo på en imponerende måde med Frankie Dettori på Cup-dagen i september”.

Frankie Dettori udfører sit populære “Angel Cordero J:r Flying Dismount” efter sejren med Takeko i Lanwades Stud Stakes (L) på Bro Park i september. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Admiral De Vega er forsvarende vinder af Stockholms Stora Pris (Gr.3), og det føles ganske naturligt, at han kommer ud i et titelforsvar i år.

Spoler vi tiden to år tilbage, var der endnu ingen udenfor Annike Bye Hansens stald på Øvrevoll som kendte til Hard One To Please. Nu står Annike igen foran en 3-årssæson, hvor ingen rigtigt kender til trænerens klassiske aspiranter.

“Nej, vi har fire 3-årige som alle er ustartet”, siger hun.

“Men det er til gengæld en kvartet fine heste, som jeg forventer er klar til start i det tidlige forår, og som relativt hurtigt kan kvalificere sig til de klassiske løb”.

Herover ses If He Says So breeze som 2-årig i Deauville


Annike handlede to åringer på 2022-udgaven af Scandinavian Open Yearling Sale i Danmark. Den dyreste blev købt på vegne af Väsby Häst AB for 300.000 kroner og blev navngivet Left U Speechless. Hingsten er opdrættet af Stutteri Outback, efter Appel Au Maitre og helbror til Good Fortune.

Left U Speechless har aldrig lignet en tidlig type, og han voksede som ind i h****** sidste år. Han er meget stor, men også meget spændende, og han står fortsat meldt i alle tre Derbies samt i Breeders’-serien. Dansk Derby bliver forhåbentlig hans første store opgave”, siger Annike.

Den anden danskopdrættede fra åringsauktionen på York er Wentworth-sønnen Run For Justice, som Champagnegaloppen.no købte for 210.000 kroner af Cat Racing.

“Ham faldt jeg for på grund af det rene, fysiske individ, og så har jeg tiltro til Wentworth som avlshingst. Han er også blevet enormt stor og skal ligesom Left U Speechless ud ganske tidligt i april”.

De to danskopdrættede 3-årige suppleres med importerne If He Says So (Summer Front) og Catch A Dream (Postponed).

If He Says So er en Breeze Up-import, som er tilmeldt den svenske Derbyserie, og Catch A Dream er en halvbror til vores tidligere stjerne Swedish Dream. To spændende heste som jeg glæder mig til at se debutere”, kommenterer træneren.

Catch A Dream er en lillebror til Annike Bye Hansens Listed-vinder Swedish Dream. Foto: Coulonces.

Elione Chaves har definitivt noget at glæde sig til, når han vender hjem fra sit andet Australiensophold, for Annike Bye Hansen er, på trods af en stald på halv størrelse af flere af konkurrenternes, vældig godt rustet til 2024.

“Jeg har kun to 2-årige at gå sæsonen i møde med, så måske er jeg heldig at få købt en enkelt mere på Breeze Up i Europa til foråret. Men jeg kan godt lide, at have en lille stald. Lille, men kvalitativ. Det har været mit mål hele vejen”, konkluderer hun.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top