fbpx

Andenplads til Silca Legend i Norsk 2000 Guineas

Gert Jensen-trænede Silca Legend løb ind på en flot andenplads i Norsk 2000 Guineas torsdag aften på Øvrevoll.


Det var et af tidernes bedste 3-årsløb i Skandinavien, hvor tre heste stod med et handicap på 90, mens flere af de øvrige lå lige under.

Vinder blev Michael Kahn-trænede Ecology, der efter en indvendig rejse under Fernando Diaz i opløbet trak forholdsvis let fra sine konkurrenter på det hårde underlag.

Silca Legend lå et stykke bag de forreste hele vejen ind på lige bane, og da Nicholas Cordrey angreb gik det meget hurtigt for Efisio-sønnen, der uden problemer gik forbi favoritten Atmospheric og det norske håb Harrier.

Men Silca Legend kunne ikke fange Ecology, der holdt hjem til sikker sejr foran den danske tophest.

Ecology er faldet efter Sri Pekan og Priolo-hoppen Ecco Mi. Han kostede 40.000 guineas som føl, 21.000 guineas som åring.

Efter en flot 2-årssæson med tre sejre i seks starter blev han importeret til Skandinavien for 23.000 guineas.

I sin årsdebut på Täby vandt han let, inden han måtte se sig slået af staldkammeraten Atmospheric i sin sidste start inden 2000 Guineas.

For Silca Legends vedkommende er det endnu uvist om han kommer til start i Polar Million Cup (L) på Øvrevoll, eller om turen går til The Tote International Stakes på Ascot – et løb som bl.a. Woven Roving forsøgte sig i sidste år.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top