Alyshakeys leverede varen i Treårs Sprint

Inge Dorte og Henrik Seerup-opdrættede Alyshakeys gjorde tirsdag aften sin pligt, da hun over 1150 meter græs satte sine konkurrenter til vægs i Treårs Sprint på Täby.


Den Wido Neuroth-trænede hoppe var som sædvanlig hurtigt fra start, men hun måtte alligevel afgive føringen til Chips O’Toole/Elione Chaves, der var adskillige længder i front rundt opløbssvinget og ind på den lige strækning. Her begyndte kræfterne dog så småt at rinde ud, og Fredrik Johansson lod roligt Alyshakeys galoppere sig ind på den førende, inden han til sidst bad hende strække ud og flyve forbi.

Også Søren Jensen-trænede Uhadada/Nicolaj Stott var godt gående ind på opløbet, men på trods af en fin afslutning kunne han ikke for alvor gå i nærkamp med de to forreste. Alyshakeys sejrede med halvanden længde, mens Chips O’Toole havde en halv længdes afstand til Uhadada på tredjepladsen.

Førstepræmien var gode 100.000 svenske kroner værd for Stall Trick Or Treats superhoppe, der vandt for syvende gang i 11 starter og bragte sin samlede præmiesum op over 1,3 millioner. Næste start for Alyshakeys bliver i Täby Open Sprint Championshp (Gr.3), hvor hun ligesom ved sejren i Polar Cup (Gr.3) i slutningen af juli skal møde de bedste ældre sprintere.


Vamp nedkæmpede Carpe Diem i Täby Maraton

Skandinaviens længste fladløb, Täby Maraton over 4219 meter græs, havde danske TLP Racings 5-årige Carpe Diem som klar favorit efter den seneste triumf i Jägersro Cup på den svenske Derbydag.

Carpe Diem lignede også en kommende vinder rundt opløbssvinget i det udmattende opgør, men alligevel måtte han til sidst give fortabt i kampen mod stærkt afsluttende Vamp/Manuel Santos.

Dubai Destination-sønnen var ellers tidligt af biddet på bagsiden, men hans råstyrke og otte kilo mindre på ryggen end Carpe Diem blev afgørende i sidste ende, og han vandt reelt set med kræfter i behold på stregen. Sejren i Täby Maraton blev belønnet med 50.000 kroner til norske Stjernestallen, der ejer den Jacob Fretheim-trænede stayer.

Seneste artikler

Scroll to Top