På søndag skydes den svenske sommer for alvor i gang på Bro Park, hvor det ene storløb følger det andet med 1000 Guineas, 2000 Guineas, Stockholms Stora Pris (Gr.3), Bro Park Vårsprint (L) og Bloomers’ Vase (L) på programmet.

I Jockeyklubbens 2000 Guineas over 1600 meter græs bliver der særligt fokus på Bettina Andersens King To Be (Moohaajim), Lea Olsens Beethoven (Goken) og Niels Petersens Bruce Almighty (Appel Au Maitre).
Beethoven og King To Be var senest henholdsvis anden og tredje bag Albarella (Toronado) i Dansk 2000 Guineas på Klampenborg, mens Bruce Almighty – som i øvrigt vandt Breeders’ Trophy Juvenile på Bro Park i fjor – sejrede let i sin sæsondebut foran søndagens overlegne vinder af Svenskt Derby Trial, Doc Holliday (Appel Au Maitre).
2000 Guineas-feltet udgøres endvidere af King Cooper (Lucky Vega), Strike Ten (Alson), Bernini (Juniper Tree), Euro (Mutajally) og Sir Brian (Zaahid).

I Svenskt 1000 Guineas ligger favoritværdigheden igen hos Veronika Jandová-trænede Sweet Sunshine (Iffraaj), der i maj blev en let vinder af det danske 1000 Guineas, Mowerinaløb. Siden har Sweet Sunshine også været en tur i Düsseldorf, hvor hun endte uplaceret i den tyske udgave.
Stockholms Stora Pris (Gr.3) har desværre kun tiltrukket seks deltagere, men løbet er alligevel en sportslig perle med den tidligere vinder Admiral De Vega (Lope De Vega) i kamp mod de 4-årige konkurrenter Mount Kilimanjaro (Siyouni), Icon Bling (Lope De Vega) og Grandpa’s Prince (Oasis Dream), samt Hans Andersen (Frankel) og Falkor (Barocci).

I Bro Park Vårsprint (L) skal den dobbelte Pramms (L)-vinder Aphelios (Kodiac) forsøge at tage revanche mod Lamborghini BF (Holy Roman Emperor), som i fjor blev den første til at besejre netop Aphelios på græs i Skandinavien. Det skete i Bro Park Sprint Championship (L) under nøjagtig de samme konditioner som på søndag.
Med i feltet er også nyimporterede Ides Of March (Wootton Bassett) samt French Chunky (French Fifteen), Megarry (Inns Of Court), Aurinko (Karakontie), Crystal Love (Oasis Dream) og Rebel’s Gamble (Dark Angel).

Hoppernes Bloomers’ Vase (L) over 1600 meter ser ud til at være modtagelig for overraskelser.
Capitana Bling (Invincible Army), Thunder Sea (Night Of Thunder), Bay Princess (New Bay), Easywithme (El Kabeir) og Karla With A K (Swipe) har det med at slå hinanden indbyrdes på skift, og dertil kommer Irish Lioness (Invincible Army), Sunday Fudge (Reliable Man), Samujana (Dandy Man) og 3-årige Hayai Kachi (Devil’s Drink).

I Guineas Classic Consolation er der starterklæret et felt på 12 heste – dagens største – og det bliver interessant at se om Cathrine Erichsens Svadilfare (Moohaajim), helbroderen til Derby- og Guineas-vinderen Brigadier – får taget karrierens første sejr i tredje forsøg og på den måde får skrevet sig ind i årets Derbybillede for alvor.

























