fbpx

Aktie i Flightline sælges efter Breeders’ Cup Classic

Amerikanerne kalder ham allerede ‘den bedste siden Secretariat’, og han er storfavorit til at fortsætte sin karriere som ubesejret efter næste lørdags Breeders’ Cup Classic (G1) i Keeneland. Men nu udbydes der sensationelt også en aktie på 2,5% i Tapit-sønnen på auktion den 7. november.


Flightline på Keeneland. Foto: The Pressbox.

Når Flightline indstiller løbskarrieren, skal han direkte i stutteriet på Lane’s End Farm i Kentucky. Om det bliver i 2023, eller om kredsen bag hingsten vælger at tage endnu en sæson, er endnu ikke afgjort.

En åbenlys mulighed er, at Flightline efter Breeders’ Cup Classic (G1) får en sidste start i januars Pegasus World Cup (G1), hvorefter han kan gå direkte i stutteriet, mens alternativet kan være, at hingsten både starter i Pegasus World Cup (G1) og Dubai World Cup (Gr.1), hvorefter han får pause henover sommeren og trænes op til næste års Classic igen.

Men det er sikkert og vidst, at Lane’s End Farm sammen med auktionshuset i Keeneland udbyder 2,5% af hingsten på auktion to dage efter dette års Breeders’ Cup Classic (G1), som rides den 5. november.

Det bliver samtidig den eneste chance for at købe sig ind i hingsten, og prisen som aktien når på auktionen er samtidig med til at fastsætte den samlede værdi af det amerikanske unikum.



I en pressemeddelelse fra Keeneland og Lane’s End Farm udtaler sidstnævntes Bill Farish, at der endnu ikke er fastsat en bedækningspris, men at Flightine med sikkerhed vil blive introduceret som én af de mest værdifulde nye avlshingste i nyere tid.

Flightline bliver et historisk tilskud til Lane’s End, og syndikatets spændende opbygning betyder, at flere mennesker får mulighed for at deltage i en industri som ellers er meget dyr at komme med i”, siger Farish.

Auktionen over de 2,5% i Flightline vil foregå i begyndelsen af Keenelands November Breeding Stock Sale mandag den 7. november, og der vil være mulighed for at byde online fra hele verden.

For at kunne byde skal man registrere sig minimum 24 timer i forvejen og være kreditgodkendt hos Keeneland.


Se Flightlines seneste opvisning i Pacific Classic (G1) herunder:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top