Et af verdens mest indflydelsesrige ejer-jockey teams, HH Aga Khan og Christophe Soumillon er snart ved at være fortid.
Christophe Soumillon er blevet fyret fra de mægtige grøn/røde farver fra årets udgang ovenpå uheldige udtalelser omkring træner André Fabres højde ved en gallafest iDeauville i lørdags.
Soumillons opførsel og nedladende udtalelser om den franske trænerlegende André Fabre, som fyrede Soumillon som sin førstejockey i 2007, har direkte medført fyreseddelen, skriver Racing Post.
Christophe Soumillon, der de senere år har fejret den ene Gruppe-1-løbstriumf efter den anden på ryggen af HH Aga Khans heste, står dermed uden arbejdsgiver fra 1. januar 2010, og rytterens popularitet har på trods af de mange sejre været markant faldende blandt både kollegaer og trænere.
“Soumillon er en topklasse jockey, men han er i mine øjne for hård med pisken, hvilket også var grunden til at vores samarbejde ophørte.Jeg synes stadigvæk han bruger pisken for meget, men det er kun min egen mening, og åbenbart er der andre trænere med en anden opfattelse”, fortæller André Fabre til Racing Post.
André Fabre trænede tidligere for HHAga Khan, men i dag varetages træningen af ejerens franske heste af Alain de Royer-Dupre.
Christophe Soumillon har to gange vundet Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1) i HHAga Khans farver. Første gang i 2003 med Dalakhani, og så sent som i fjor på ryggen af fantomhoppen Zarkava.

























