fbpx

Ægte hattrick af Wido og Jan-Erik Neuroth

Træner Wido og jockey Jan-Erik Neuroth hjemførte torsdag eftermiddag et vaskeægte hattrick på Øvrevoll. Det blev til tre sejre på stribe med 2-årige Séraphine, 3-årige Bostar og ligeledes 3-årige Iona.


Jan-Erik Neuroth efter sejren med Stall EOS' Dardenne. Foto: Svensk Galopp.
Jan-Erik Neuroth i Stall EOS’ farver. Foto: Svensk Galopp.

Det er sjældent, at en hest giver 367 kroner for 10, når den trænes af Wido Neuroth, rides af Jan-Erik Neuroth og ejes af Stall EOS. Det var dog tilfældet i torsdagens 2-årsopgør over 1600 meter på sandbanen, hvor Footstepsinthesand-datteren Séraphine førte fra start til mål og sejrede sikkert med to længder foran Mikklus Makklus/Elione Chaves.

Veltrukne Séraphine, der er ud af Stall EOS’ egen tophoppe Solvana (Selkirk), havde fire starter bag sig og en tredjeplads fra Bro Park som det hidtil bedste resultat.

Hoppen havde dog været ude mod nogle af de bedste i årgangen, og selv om Jan-Erik Neuroth red med halvandet kilos overvægt virkede oddset unaturligt højt.

Det var i øvrigt også første gang, at Séraphine startede på sandbanen, og netop sand og dirt track var noget der passede hendes mor, Solvana, ganske godt.

I det efterfølgende opgør var turen kommet til Bo Tommy Nygårds Bostar, som ikke havde vundet siden triumfen i Norsk Kriterium i fjor. Poet’s Voice-sønnen vandt let med to længder foran Marshall Runner til førstepræmiens 26.250 kroner.

Endelig blev det til endnu en sejr til Stall EOS, der ligesom i Séraphines tilfælde både er ejer og opdrætter af 3-årige Iona.

Appel Au Maitre-datteren besejrede med en sikker længde sin tidligere staldkammerat – og ligeledes et Stall EOS-opdræt – Dastan, og fik samme størrelse førstepræmie som Bostar i løbet forinden.

Den svenske amatørtræner Per Hallquist fik ligeledes en mindeværdig torsdag på Øvrevoll, idet han både vandt med Borzakovski/Carlos Lopez og Wide Ranging/Silja Støren.

Derudover sejrede Cathrine Slettemarks Stuckinamoment og Andreas Tapia Dalbark i Høstfinale Bronsedivisjon, mens Annike Bye Hansens Calcaterre også sørgede for lærlingesejr til Sergio Alonso.

Torsdagens indledende opgør var over forhindringer og gik til Mr Ascots Varennes/Henrik Engblom i træning hos Are Hyldmo.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top