fbpx

Årets første føl på Stutteri Stork

Pia og Henrik Stork i Tune på Sjælland, opdrætterparret bag King David, tog lørdag morgen kl. 6.05 imod årets første føl på Stutteri Stork. “Et hoppeføl efter den tredobbelte Gruppe-1-vinder Hunter’s Light”, fortæller Henrik Stork til GalopSport.


Hoppeføl fra 16. marts efter Hunter's Light ud af Lumumba (Footstepsinthesand). Foto: Stutteri Stork.
Hoppeføl fra 16. marts efter Hunter’s Light ud af Lumumba (Footstepsinthesand). Foto: Stutteri Stork.

Hoppeføllet er tredje afkom ud af tyskopdrættede Lumumba (Footstepsinthesand), der selv er vinder i Frankrig og indledte sin avlskarriere med to besøg hos Gruppe-1-vinderen Dabirsim.

I fjor købte Stutteri Stork hende igennem Morten Buskop Bloodstock på Arqanas februarsalg i Deauville. Hun havde året forinden besøgt Excelebration uden at komme i fol, men det lykkedes efterfølgende på Haras du Logis, hvor hun blev bedækket ved Dubawi-sønnen Hunter’s Light.

Hunter’s Light får sin første årgang til start i 2019 og ejes af Darley. Han havde en stor del af sin fremgangsrige løbskarriere på Meydan, hvor han både vandt Jebel Hatta (Gr.1) og Al Maktoum Challenge R3 (Gr.1), og det blev desuden til en Gruppe-1-triumf i det italienske Premio Roma.

Den tredobbelte Gruppe-1-vinder Hunter's Light (Dubawi). Foto: Darley.
Den tredobbelte Gruppe-1-vinder Hunter’s Light (Dubawi). Foto: Darley.

9-årige Lumumba er halvsøster til den tyske Listed-vinder La Galp (Galileo) og ud af Listed-vindende La Dane (Danehill), som igen er søster til den tyske 1000 Guineas (Gr.2)-vinder La Blue (Bluebird), Premio Lydia Tesio (Gr.2)-vinderen Lomita (Niniski) og Gruppe-3-vinderen Le Big (Big Shuffle).

“Folingen gik helt efter bogen, så det var en perfekt start på folingssæsonen for os”, fortsætter Henrik Stork.

“Vi skal have fem føl i år, hvilket er det største antal vi hidtil har skulle tage imod – så det bliver en spændende tid vi går i møde”.

Stutteri Stork har ikke længere King Davids mor, Jeunesse Lulu (Montjeu), men der er blevet rustet godt op de senere år i takt med at satsningen på fuldblodsavlen er øget.


Katalogside. Lumumba – Arqana, februar 2018:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top