fbpx

Aalborgs Champion Stakes: King’s Son igen

For andet år på stribe vandt Mingun-sønnen King’s Son sæsonens største løb på Racing Arena Aalborg, da han under lærling Allan Wallace var sine konkurrenter overlegen og sikrede førstepræmiens 52.500 kroner.


King’s Son vinder for andet år på stribe Racing Arena Champion Stakes under Alan Wallace. Foto: Hesselborg Foto.

5-årige King’s Son, der nu ejes af sin træner Mette Fruergård sammen med Flemming Salomonsens Falkonertjenesten IVS, elskede den regntunge bane i Nordjylland, og efter at have ført med mange længder undervejs var han helt ustoppelig i opløbet.

King’s Son vandt Racing Arena Champion Stakes med ni længder foran Ankle (Shamardal), som igen var 12 længder foran tredjehesten Queen Lilly (Appel Au Maitre).

North Bay Sunrise sikrer den første af to sejre på dagen til Falkonertjenesten IVS og Mette Fruergård i Goffs Ireland Løb. Foto: Hesselborg Foto.

Sejren var den anden på dagen for Mette Fruergård og Falkonertjenesten IVS, der også indledte aftenen med sejr til Kodiac-datteren North Bay Sunrise i Goffs Ireland Løb over 1500 meter. Også hér var lærling Allan Wallace på ryggen af vinderen.


Sir Antonelli og Nicolaj Stott vinder GalopSport.DK Nordjydsk Sprint. Foto: Hesselborg Foto.

Brødrene Marc og Nicolaj Stott havde et frugtbart samarbejde i Aalborg, alt imens staldens førstejockey Oliver Wilson forvaltede chancerne på Bro Park.

Nicolaj og Marc vandt to gange sammen. Først med Niels Mathiassons Hongkong Yob (Frozen Power) i Hjallerup Grillcafes Ærespræmie over 1500 meter, og derefter med Sir Antonelli i GalopSport.DK Nordjysk Sprint over samme distance.

Nicolaj Stott vinder i bøjlerne på Hongkong Yob. Foto: Hesselborg Foto.

I Filip Zwicky Agency Løb over 2000 meter vandt Sabina Gammelgaards Redcoat og Rafael de Oliveira for anden gang på stribe, og den 5-årige Appel Au Maitre-søn har virkelig været igennem en forvandling efter tilbagekomsten til Danmark og efter slet ikke at have startet i 4-årssæsonen.

Mariyna og Liam Doran sejrer overlegent i Goffs UK Løb. Foto: Hesselborg Foto.

I årets blot anden start vandt Karsten Johansens 4-årige Mariyna (Mingun) helt efter behag Goffs UK Løb under lærling Liam Doran, og endelig rundede Lea Olsen den dyngvåde aften af med at vinde i sadlen på Ditte Bundgaards Godsavethequeen (Special Quest).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top