fbpx

8-årige Hurricane Red er stadig bedst!

Vanvittigt godt forberedt efter mere end otte måneders løbspause kom, så og sejrede Lennart Jr Reuterskiölds Hurricane Red for andet år i træk i Stockholm Stora Pris (Gr.3) for Jacob Johansen.


Hurricane Red og Jacob Johansen vinder Stockholms Stora Pris (Gr.3) for tredje gang. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Hurricane Red og Jacob Johansen vinder Stockholms Stora Pris (Gr.3) for tredje gang. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Som vanligt blev Hurricane Red taget roligt fra start af personen der kender ham bedre end nogen anden, og Jacob Johansen forblev iskold undervejs, mens Our Last Summer lagde et malende tempo fra start foran sin staldkammerat Busybeingfabulous.

Og det var netop disse to staldkammerater fra Niels Petersens træningskvarter på Øvrevoll, som kom først ind i opløbet.

Her stak Busybeingfabulous af sted fra de øvrige, og sensationen så midt i opløbet ud til at kunne blive en kendsgerning under Jan-Erik Neuroth – men så eksploderede Hurricane Red!

Udvendigt for de øvrige fløj Jägersro-gæsten forbi op mod målstregen og sejrede til slut sikkert foran Busybeingfabulous og Our Last Summer, der aldrig gav op under Rafael Schistl og snuppede tredjepladsen.

Det var anden gang på stribe, at Hurricane Red og Jacob Johansen sikrede Stockholms Stora Pris (Gr.3) til træner Lennart Jr Reuterskiöld og Stall Zada, og tilbage i 2015 vandt han rent faktisk også dette opgør på Täby, mens han i 2014 blev nummer to bag Bank Of Burden.


Hurricane Red og Jacob Johansen. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Hurricane Red og Jacob Johansen. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

“Man skal selvfølgelig give hesten en god rejse for at vinde sådan et fint løb, men man skal også have meget hest under sig. Og han er en kejser, en hest ud over det sædvanlige”, jublede Jacob Johansen efter sejren og fortsatte:

“Han skal rides på speed. Han vil ganske meget allerede fra start, men det er bare at afvente, og så runder han som regel de fleste til slut. Det er noget helt specielt at ride en hest som ham – det er ubeskriveligt”.

Førstepræmien i Stockholms Stora Pris (Gr.3) var 700.000 kronor værd for Stall Zada, der nu har set deres øjesten vinde 18 gange i 41 starter med en indtjening på over 1,8 millioner kronor.


Jacob Johansen sejrer på ryggen af Ella Fitz. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Jacob Johansen sejrer på ryggen af Ella Fitz. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Jacob Johansen har i det hele taget haft en eminent storløbsuge, idet han så sent som i torsdags også vandt førstepræmiens 600.000 kronor i Voterlöpning på Francisco Castros Shake The Disease.

En ugeløn på over 150.000 kronor i rene jockeyprocenter – og så sluttede han i øvrigt storløbsaftenen på Bro Park med også at vinde Guineas Classic Consolation med Ylva Brandts Ella Fitz. En førstepræmie på 150.000 kronor.


Svensk Galopps direktør Fredrik Reuterskiöld lykønsker sin storebror Lennart Jr Reuterskiöld efter Hurricane Red tredje Stockholms Stora-sejr. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Svensk Galopps direktør Fredrik Reuterskiöld lykønsker sin storebror Lennart Jr Reuterskiöld efter Hurricane Reds tredje Stockholms Stora-sejr. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Hurricane Red er også hesten, der i flere omgange har forvandlet Lennart Jr Reuterskiöld fra Mr Stenansigt til en blød spejderdreng, og også denne gang måtte han tørre en tåre væk fra øjenkrogen i minutterne efter magtdemonstrationen.

“Det er helt fantastisk. Han er frem for alt en hest med speed og et stort hjerte. I dag var jeg lidt urolig, for flere af hestene havde vundet fra front forinden, og han skal jo komme bagfra. Vores heste havde helller ikke præsteret tidligere på dagen, og jeg var egentlig ikke nervøs, men tænkte bare at det går nok også ad h****** til hér”.

“Nu skal vi hjem og se til, at han er okay – han er otte år gammel og ikke helt let at holde på benene, og det vigtigste af alt er, at han er frisk. Vi kan eventuelt sigte mod Oslo Cup, eller måske venter vi helt til Stockholm Cup – dét er et løb vi meget gerne vil vinde”, konkluderede Junior.

Niels Petersen havde ikke blot anden- og tredje-hesten i mål gennem Busybeingfabulous og Our Last Summer.

Han stod også bag nummer fire gennem mål, Spitzbergen, mens den sidste præmie tilfaldt Cathrine Erichsens tidligere Stockholms Stora-vinder Coprah.

Dermed endte 460.000 kronor ud af den samlede præmiesum i hos den forsvarende skandinaviske championtræner.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top