fbpx

Royal Experiment har mistet livet

Den danske avlshingst Royal Experiment, der bl.a. er far til Breeders’-vinderen Efesos, mistede lørdag livet på Ansager Dyrehospital efter en ulykkelig hændelse hjemme på stutteriet hos Mette Fruergård.


Royal Experiment på Stutteri Laser. Foto: StutteriLaser.dk
Royal Experiment på Stutteri Laser. Foto: StutteriLaser.dk

“Han blev sparket af en hoppe efter en bedækning fredag aften og havde ingen chance for at komme væk”, fortæller Mette Fruergård og fortsætter:

“Han blev ramt direkte i lysken og fik akut lyskenbrok, hvilket krævede operation. Ansager Dyrehospital gjorde alt for at redde ham, men lørdag eftermiddag måtte vi sande, at der intet var at gøre”.

Amerikanskfødte Royal Experiment havde en fremragende løbskarriere i træning hos Wido Neuroth på Øvrevoll, og kun få centimeter afholdt ham i 2002 fra at blive Derbyvinder i Sverige.

I et sent, udvendigt angreb kunne han akkurat henvise Hovman til tredjepladsen, men han nåede ikke at fange sin staldkammerat Val De Mar.

Til gengæld vandt Royal Experiment både Jockeyklubbens 2000 Guineas på Täby og Norsk 2000 Guineas på Øvrevoll, inden 3-årssæsonen blev afrundet med en triumf i Treåringernas Elitlöpning.

Som både fire- og fem-årig vandt Royal Experiment Listed på Klampenborg. I 2003 var det Pokalløb (L) på Derbydagen og i foråret 2004 Dansk Jockey Club Cup (L).

Ind imellem slog han til i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) hjemme på Øvrevoll, mens det senere i karrieren bl.a. blev til en tredjeplads i det tyske Gruppe-3-opgør Preis der Deutschen Einheit.

Royal Experiment vandt selv på distancer fra 1200 (som 2-årig) til 1800 meter, men han beviste ved flere lejligheder, at han ikke havde problemer med at stå yderligere distance.


Efesos og Elione Chaves på vej til start. Foto/Copyright: Erika Rasmussen.
Efesos og Elione Chaves på vej til start på Meydan. Foto/Copyright: Erika Rasmussen.

I avlen har han med sine ganske få chancer også formået at skabe distancesikre heste – heriblandt utrættelige Efesos, som er hans til dato bedste afkom med 10 sejre og et max-handicap på 91.

Royal Experiment har kun to danskregistrerede åringer i år, men han nåede at bedække ni hopper hos familien Fruergård i denne sæson.

“Heriblandt Salida, der også er mor til Efesos, og Eko Palace Bay, som er mor til årets første 2-årsvinder Aperola”, slutter Mette Fruergård.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top