fbpx

Reliable Carlras mod Guineas

Søren Jensen-trænede Reliable Carlras fik først sin væddeløbsdebut for mindre end en måned siden, men han har nu startet tre gange og gået frem hver gang. Lørdag slog han Hongkong Hemi i Guineas Trial og er klar til Dansk 2000 Guineas den 24. juni.


Reliable Carlras vinder Guineas Trial foran Hongkong Hemi og Magnum. Foto: Burt Seeger.
Reliable Carlras vinder Guineas Trial foran Hongkong Hemi og Magnum. Foto: Burt Seeger.

Reliable Carlras, der i debuten den 5. maj stod i starten og derefter aldrig var at regne med i løbet, kom fint af sted denne gang og lå tredje bag førende Hongkong Hemi og med dennes staldkammerat Easter Surprise indvendigt for sig. Bag dem afsluttede Magnum og Miss Trinity det lille felt.

Rundt opløbssvinget lod Nicolaj Stott Reliable Carlras nærme sig Hongkong Hemi, og ind på opløbet var der halvanden længde imellem de to.

Hongkong Hemi kæmpede bravt, men med 250 meter igen havde Reliable Carlras fået det endelige overtag, og derfra trak han yderligere fra med en og en kvart længde.

På tredjepladsen fulgte Magnum, der i sin seneste start slog Reliable Carlras med kort hoved, men denne gang endte godt fire længder bag konkurrenten.


Mens Hongkong Hemi som engelskopdrættet aldrig har været meldt i Dansk 2000 Guineas, er både Reliable Carlras og Magnum blandt de tilbagestående, og selv om de handicapmæssigt endnu er et godt stykke fra toppen, vil de begge starte med god chance om tre uger.

Listen toppes nemlig af Marc Stotts duo King David og Gemstone, og ingen af disse kommer. King David går til Jockeyklubbens 2000 Guineas på Bro Park og Gemstone bliver på dirt-underlaget og går mod Svenskt Derby.

Reliable Carlras’ staldveninde Zoffy, der blev hævet til 78 for sin sejr i Bro Parks Guineas Trial, må forventes at tage chancen i millionopgøret Dianalöpning seks dage før Dansk 2000 Guineas, og der er også flere øvrige muligheder med både Baltic Exchange og Silver Seas, hvilket betyder, at Stotts Princeton meget vel kan galoppere til start som den højst handicappede i det klassiske opgør på Klampenborg.

Princeton står lige nu 78 og var senest fjerde i Jyllandsløbet, syv længder bag staldkammeraten King David.

Reliable Carlras har også andre muligheder end Dansk 2000 Guineas, men Søren Jensen slog efter løbet fast:

“Hvis han skal starte i et Guineas, så bliver det på Klampenborg. Han har stadigvæk en del at lære, men han løb mere rutineret i dag end tidligere”.


Sådan så Reliable Carlras ud som åring på Löberöds Hästklinik AB.
Sådan så Reliable Carlras ud som åring på Löberöds Hästklinik AB.

Hovedmålet i år for Reliable Man-sønnen er Dansk Derby, og yderligere distance under hovene ser med sikkerhed ud til at gavne den veltrukne svenskopdrættede vallak.

Han er opdrættet af Staffan Lidbecks Löberöds Hästklinik AB og ud af fine Yaliho Bloom (Diaghlyphard), som vandt halvdelen af sin karrieres blot seks starter. Yaliho Bloom er halvsøster til den svenske Derby-2’er og senere  tredobbelte Listed-vinder Tertio Bloom, til den svenske Oaks-2’er og Derby-3’er Milibloom og til Breeders’ Trophy Juvenile-vinderen Horatio Bloom.

Han tilhører én af de mest berømte svenske moderlinjer i nyere tid. Mormoderen Yankee Bloom var skandinavisk 2-årschampion i 1998 hvor hun bl.a. vandt Amacitalöpning og Svealandlöpning på Täby. Senere vandt hun også Jockeyklubbens Avelslöpning og var anden i Svenskt Oaks og tredje i Svenskt St. Leger.

Yankee Bloom er selv ud af den svenske 2-årschampion Filibloom og “barnebarn” af den fantastiske stamhoppe Bloomers, der foruden Yankee Bloom også er mormor til Derbyvinderen Gyllen, Listed-placerede Code Of Honour, og storløbsvindere som Rosenobler, Bloobert med flere.

Reliable Carlras blev købt for 300.000 kroner af Stald Ras på Scandinavian Open Yearling Sale i 2016, og faderen – den franske Derbyvinder Reliable Man – er tilmeldt den skandinaviske Breeders’-serie.


Reprise: 2000 Guineas Trial.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top