fbpx

Zoffy bedst i første Guineas Trial

Søren Jensen stod for mandagens danske sejr nummer to, da 3-årige Zoffy efter et mønsterridt af Nicolaj Stott slog Cathrine Erichsens Steps’ Divine og Wido Neuroths Appelé Amour i det første af to Guineas Trials på Bro Park.


Zoffy og Nicolaj Stott besejrer Steps' Divine i Guineas Trial over 1400 meter. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Zoffy og Nicolaj Stott besejrer Steps’ Divine i Guineas Trial over 1400 meter. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Stott havde Zoffany-datteren perfekt placeret indvendigt bag de førende undervejs, og da chancen bød sig kort inde i opløbet, skød Zoffy forbi Appelé Amour langs rækværket og forsvarede sig siden forbilledligt mod det udvendige angreb fra Steps’ Divine.

Der var kun en hals mellem Zoffy og Steps’ Divine på stregen, hvorefter der var fire længder til Appelé Amour på tredjepladsen.

Derefter fulgte Mr Tooma Global og Appel Surreal før Shady Lady og The Gurka.

“Nu går vi mod Svenskt 1000 Guineas, og siden gælder det storløb fra 1600 meter og ned. Jeg havde hende simpelthen for dårligt forberedt til sæsondebuten i Mowerinaløb, og det samme gælder Silver Seas. Det må jeg tage på min kappe”, sagde Søren Jensen i Bro Parks vindercirkel, hvor han modtog vinderblomsterne på vegne af den danske ejerkreds i Breeding & Racing I/S, som ligeledes står bag den på York Stutteri opstaldede Galileo-søn Juniper Tree.

Træner Søren Jensen med Zoffy. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Træner Søren Jensen med Zoffy. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Zoffy startede for tredje gang i karrieren. Hendes eneste start som 2-årig endte med en overlegen fem længders sejr over samme distance som hun vandt over denne gang.

Hoppen er opdrættet på York Stutteri af Cat Racing og er fjerde afkom ud af Pulpit-datteren Pull The Plug, som ikke har produceret andet end vindere. Zoffys søskende inkluderer Plug And Play (Archipenko), Pull In Carlras (Academy Award) og Juana (Academy Award).


Reprise: Guineas Trial, 1400m

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top