fbpx

ZwickyLeaks. Klampenborg, lørdag 5. maj.

Med Mowerinaløb (1000 Guineas) og Dansk Jockey Club Cup (L) på programmet, er Klampenborg lørdag vært for årets første storløbsdag i Danmark. Her får du analyser og tips fra ZwickyLeaks.


DOC MARTIN, Vejovis og Royal Zem mødtes på premieredagen, hvor førstnævnte vandt efter at Vejovis havde ført det meste af vejen. At distancen nu er 200 meter kortere bør egentlig ikke gavne nogen af dem, især hvis banen bliver hurtig. Modbuddet? Måske Martini fra Tobias Hellgrens formstald eller Magical Spring, som leverede et par hæderlige præstationer på Klampenborg i fjor – men jeg tager alle med på V4.


Både Free Fallin og REEL QUEST kommer med friske sejre i bagagen, og det ligner disse to, der skal gøre op om sejren her. Very Special var dog ikke så langt bag Reel Quest i sidste uge, mens Pull In Carlras gjorde det godt i sæsondebuten på trods af det hurtige underlag.


Dream’run vandt i sæsondebuten foran flere af dagens konkurrenter – heriblandt Medicean Melody, som hun akkurat slog med det mindst mulige. Denne gang er Medicean Melody et kilo bedre inde, hvilket matematisk bør gøre udslaget. Jokeren og det interessante spilleobjekt kan være Hans-Inge Larsens MR OBAN, der gik godt i sæsondebuten som tredje på Jägersro, og som gik godt i sine to starter på Klampenborg i fjor.


Bent Olsen og Søren Jensen står tilsammen for syv af feltets 15 deltagere. Olsens førstejockey har ikke overraskende valgt den norske Kriteriumsvinder QUEEN ESTORIL, som har upåklagelig skandinavisk form og ligeledes har overvintret fint Dubai. Hvis hun er kommet lige så fint over turen som staldkammeraterne Jubilance og Efesos, så har hun nok lige det ekstra der skal til for, at blive klassisk vinder her. Monza og Broadway har i glimt vist de helt rigtige takter – Monza som anden i Eckbo Legats Vandrepokal på Øvrevoll og Broadway med sin andenplads kort slået af Silver Seas på Bro Park.

Søren Jensens førstejockey Nicolaj Stott har valgt Baltic Exchange, som han i fjor vandt Breeders’ Trophy Juvenile med. Han vandt også med Silver Seas i fjor og med Tante Tove i forprøven til Mowerinaløb, så valget har været svært at tage. Jensens fjerde deltager, Zoffy, viste stænk af klasse da hun aflagde sin maidentitel i fjor.

Brian Wilson-trænede Shady Lady var kun halvanden længde bag Tante Tove i Guineas Trial, hvor hun foruden Monza også havde Hans Adielssons Reet Petite bag sig. Reet Petite er i øvrigt halvsøster til sidste års Derbyvinder, Sir Herman.

Både Francisco Castros Mariyna og Bettina Andersens Red Beauty aflagde deres maidentitel på premieredagen. Mariyna havde Broadway bag sig, mens Red Beauty slog All My Lovin og Cornelia.

Marc Stotts Queen Lily var årets første 2-årsvinder i fjor, og hun fortsatte med at vise gode takter hvor end hun startede på de skandinaviske baner.

Feltets joker – og den der er sværest at placere i forhold til de øvrige – er Wido Neuroths Appel La Légende. Neuroth kom med staldveninden Appelé Amour til Guineas Trial, men har nu byttet rundt og forsøger sig med Appel La Légende, hvis mor Funny Legend selv vandt Mowerinaløb i 2004.


Bent Olsens duo Iron Lady og Lea har allerede startet i år og begge leveret gode præstationer. Lea var slået med mindre end fem længder af Tante Tove i Guineas Trial og bliver interessant at se over længere distance, hvor hendes mor, Lumen, befandt sig vel.

Blandt de interessante sæsondebutanten peger pilen mest i retning af Søren Jensens GAIA, der måske skuffede lidt i sin debut som 2-årig på Jägersro, men hun viste sig at være undskyldt grundet en halsinfektion. Hun er halvsøster til Stradivarius og sidste års St. Leger-3’er Yes Sir, så den velvoksne distance bør ikke bekymre selv om det er sæsondebut.


Årets første Listed på dansk mark. De to Dubai-rejsende Jubilance og Efesos får uden tvivl mange tilhængere denne gang. Jubilance gik et forrygende arbejde på græsset mandag morgen og kan vinde Dansk Jockey Club Cup (L) for andet år på stribe, og Efesos beviste med sin legende lette sejr i sidste uge, at der skal en hest med formen i orden til for at slå ham.

KARMASTRIKESBACK er måske hesten der kan gøre det. Han får godt nok sin sæsondebut her efter lang pause, men Andy Kidney ved hvad der skal til, hvilket vi så med Suspicious Mind på Jägersro i søndags.

Ginmann var ubesejret i fire starter som 3-årig og bør hurtigt vokse sig ind i den ældre elite. På papiret mangler han stadig det sidste stykke, men måske det kommer her.

Pas De Secrets slap godt fra sit første møde med Klampenborg, men han skal have blød bane for at vise sit allerbedste, og det får han ikke denne gang.

Guerre har feltets højeste handicap, men Flemming Velins heste har afgjort manglet løb i kroppen her fra sæsonstarten.

Monte Carlo, Einsteins Folly og Captain Morgan har alle fordel af lavere vægt end konkurrenterne, og især sidstnævnte imponerede i sæsondebuten, hvor han var et godt stykke foran Monte Carlo og tilmed slog Efesos, som han dog står to kilo dårligere til overfor nu.


Sun Of A Gun har feltets højeste handicap, og genfinder han takterne fra et par af sine starter i fjor, er han et godt sejrsbud, men han er især sårbar overfor nye navne som Reliable Carlras og GIULIA. Sidstnævnte er Nicolaj Stotts valg, og den 4-årige endnu ustartede hoppe med den store afstamning bliver et spændende nyt bekendtskab.

Flemming Velin har en 5-årig debutant i Elusive Dane, som man må sige har haft lang tid undervejs, og så kan hverken Bent Olsens Talisman eller Ellinor Rasmussons Sea Haar udelukkes for dem, der gerne vil gardere Giulia.


Fire af disse mødtes på premieredagen, hvor Houdinithemagician vandt foran Nephertiti, Rutalkingtome og Minks Chanel. Der var kun fire længder imellem dem, og det kan meget vel blive tæt igen. Nu er det samtidig 200 meter længere, hvilket bringer andre i spil – jokeren kan være Peter Jardbys Le Fils De Maitre, som i fjor startede og mødte tre heste der alle har vundet igen i 2018: Sambaheat, Heavenly Pulse og Master Blaster.

TUMBLIN’ DICE nyder også godt af Klampenborgs lange opløb – distancen er måske lige det korteste, men med et godt tempo undervejs runder han mange i opløbet, og han er et godt spil til et formentlig højt odds.


V4

V4-1: Alle 8
V4-2: 1-8
V4-3: 2-3-7-8-9-12
V4-4: 3-13-14

288 rækker – 576 kroner.


V5

V5-1: 3-7-9-10-13-14
V5-2: 7 Gaia
V5-3: 1-2-4-5-8
V5-4: 3-5-6-7-9
V5-5: 3-5-8


Tre vindertips:

3. løb: 9 Mr Oban
5. løb: 7 Gaia
7. løb: 3 Giulia

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top