fbpx

Præmiestigninger og sænkede indskud på Fyn

”Alle sejl er sat til”. Det er devisen fra Fyns Galopklub og formand Gert Larsen ved indgangen til den nye galopsæson i Odense. En sæson, der både byder på præmiestigninger, sænkede indskud og transportbidrag på mellem 300 og 750 kroner til uplacerede heste.


Foto: Lisa Lindbjerg.
Foto: Lisa Lindbjerg.

”Det er muligvis vores allersidste chance for at sikre, at Fyens Væddeløbsbane bliver i stand til at skabe et løbs- og spilleprodukt, der er attraktivt nok for ikke mindst de nye spillere fra Norge og Sverige, som i 2018 får mulighed for at spille til vores løb”, fortæller Gert Larsen med henvisning til, at V4-spillet bliver det primære spilleprodukt på samtlige årets 13 ”flerløbsdage” i Provinsen.


Præmiestigninger på gennemsnitligt 20%

”Det forøgede præmietilskud på mere end 10% som sporten har modtaget fra Dansk Hestevæddeløb inklusiv de ekstra 68.000 kroner der er givet i tilskud til de tre flerløbsdage i Odense, samt Fyens Væddeløbsbanes andel i Unghestesatsningen på 25.000 kroner, har sammen med tegningen af adskillige sponsorater muliggjort en række forbedringer i forhold til 2017”.

”Fyens Væddeløbsbane har hævet præmiesummerne med gennemsnitligt 20%, hvilket betyder, at det lavest doterede løb på banen i 2018 bliver på 25.000 kroner, og at langt hovedparten af vores løb rides med mellem 30.000 og 50.000 kroner i samlet præmiesum”.

”Endvidere har banen indført en ny præmiesumsfordeling i klasse 4 og 5, der sikrer, at selv en femteplads vil give overskud”, forklarer Gert Larsen.


Gert Larsen med fototavlen af Årets Galophest på Fyn, Ferrari Junior. Foto: Gorm Johansen / Gormfoto.dk
Gert Larsen (th). Foto: Gorm Johansen / Gormfoto.dk

Indskud sænket med 20% – og transporttilskud på mellem 300 og 750 kroner

To yderligere saltvandsindsprøjtninger til galopsporten på Fyn er de sænkede indskud og nye transporttilskud.

”Ja, indskuddene er sænket med 20% i hvert eneste løb i kalenderen, som i øvrigt tæller tre løb mere end i fjor. Og så har Fyns Galopklub – via en generøs anonym sponsor – besluttet, at yde transporttilskud til samtlige løb i 2018 for gæster fra Aalborg, Aarhus og Sjælland”.

Transporttilskuddet gælder for alle uplacerede heste og der ydes 300 kroner til gæster fra Aarhus, 450 til gæster fra Aalborg og 750 kroner til gæster fra Klampenborg/Sjælland.

Fyens Væddeløbsbane slår portene op til den nye galopsæson søndag den 29. april, hvor der er to løb på programmet. En måned senere – tirsdag den 29. maj – rides den ene af årets tre ”flerløbsdage” med fem programsatte opgør og banens V4-premiere i skandinaviske puljer. To af opgørene denne dag – Karl K. Pedersens Mindeløb og H.C. Andersen Løbet – har en samlet præmiesump på 50.000 kroner for klasse 3.


Fyensløb med 120.000 kroner

Næste flerløbsdag bliver tirsdag den 24. juli med ligeledes fem løb og Provinsens 3- og 4-års Serie som en del af programmet, mens den store finale bliver Fyensløbsdagen lørdag den 8. september. Her rides der syv løb med Fyensløbet som den absolutte hovedbegivenhed.

Fyensløbet byder med sine 120.000 kroner også på årets klart største præmiesum i Odense.


Bolette Rosenlund efter Limas sejr i Aarhus. Foto: Ole Hindby.
Bolette Rosenlund (tv). Foto: Ole Hindby.

Valiant Racing Club

”Vi har fire løbsdage mellem den 29. april og 8. september. Der er plads til 14 heste i startboksen på samtlige distancer, og for at tiltrække flest mulige deltagere hver eneste gang der er løb, vil jeg godt garantere, at græsset er i absolut bedste forfatning til hver eneste løbsdag. Og banepersonalet er ligeså top-tunet som selve banen”.

“Samtidig er vores to professionelle trænere, Bolette Rosenlund og Johnny Reimer, klar med heste på løbsdagen den 29. april, hvor vi håber på flot tilslutning til de opgør”.

Den nyetablerede fynske anpartsstald, Valiant Racing Club, der har to heste i træning hos netop Bolette Rosenlund, kan forvente at se deres farver i brug for første gang.

”Valiant Racing Club består af 10 erhvervsfolk, som Fyens Væddeløbsbane A/S’ bestyrelsesmedlem Annette Lylover Jensen dygtigt har rekrutteret, og vi holder alt krydset for, at dette gode initiativ kan blive fulgt op af yderligere tiltag”, slutter Gert Larsen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top