Som omtalt tirsdag er Jägersros Hans Adielsson stærkt utilfreds med den tidlige afholdelse af Mowerinaløb i Klampenborg. Ifølge Dansk Galops direktør, Peter Knudsen, deler Klampenborg-trænerne dog ikke svenskerens utilfredshed.
![Intensity/Jan-Erik Neuroth vinder Focus2.dk Mowerinaløb med den mindst mulige før udvendige Brooklyn Carlras og indvendige Mylegend. Foto: Burt Seeger / US Photo.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2017/05/INTENSITY_11I3929.jpg)
”Jeg drøftede det med Klampenborgs trænere på deres generalforsamling forleden”, fortæller Knudsen. “Ingen af dem var utilfredse”.
Mowerinaløb – Dansk 1000 Guineas – indleder den klassiske sæson i Skandinavien og løbet rides på Klampenborgs tredje løbsdag lørdag 5. maj.
Peter Knudsen fortæller samtidig, at Åringsauktionen igen i år afholdes på York, og datoen er fredag den 14. september.
”Starttidspunktet er uafklaret indtil vi ser antallet af tilmeldinger. Jeg tror ikke, at vi får samme antal tilmeldinger i år – dels er årgangen mindre, og desuden forventer jeg ikke så mange tilmeldinger fra Sverige som sidste år”, siger Peter Knudsen.
Dansk Galop og York Stutteri afholdt i fjor den største skandinaviske åringsauktion nogensinde, med 145 tilmeldte heste. I 2016 lød antallet på 99.