Lørdag er lig med Dubai World Cup. Opgøret er verdens næstrigeste væddeløb efter Gulfstream Parks Pegasus World Cup, og har med sine ni millioner dollars tiltrukket gæster fra både Frankrig, USA og Japan.
Santa Anitas Bob Baffert, som tidligere har vundet World Cup’en med Silver Charm, Captain Steve og senest i fjor med Arrogate, sætter igen i år alle sejl til med sin duo Mubtaahij (Victor Espinoza) og West Coast (Javier Castellano), hvor sidstnævnte er bookmakernes klare forhåndsfavorit.
4-årige West Coast (Flatter) kommer med en sejr fra sidste års Travers Stakes (G1) i Saratoga, hvorefter han siden har været tredje i Breeders’ Cup Classic (G1) og anden i Pegasus World Cup (G1) – begge gange bag Gun Runner, som i fjor var anden i World Cup’en bag Arrogate, men akkurat som sin banemand fra dette opgør nu er gået i stutteriet.
Skal sejren gå til USA, men uden at det bliver Baffert der vinder, er svaret måske Dallas Stewart-trænede Forever Unbridled (Unbridled’s Song), der rides af sidste års World Cup-vindende jockey, Mike Smith.
Forever Unbridled kan blive den første hoppe til at vinde Dubai World Cup, og hun kommer med fremragende form mod sit eget køn fra i fjor, hvor hun vandt Personal Ensign Stakes på Saratoga og Breeders’ Cup Distaff på Del Mar.
Øvrige amerikanske deltagere i Dubai World Cup er Antonio Sano-trænede Gunnevera (Dialed In) og Doug O’Neills Pavel (Creative Cause).
Japan sætter sin lid til Mikio Matsunaga-trænede Awardee (Jungle Pocket), mens Europas eneste kort er Talismanic (Medaglia D’Oro), som trænes af André Fabre for Godolphin.
Talismanic har hidtil aldrig startet på traditionel dirt, og han vandt i fjor Breeders’ Cup Turf (G1) over 2400 meter på Del Mar, men han fik sin sidste udblæsning forud for rejsen til Dubai på Chantillys all-weather, hvor han overlegent slog sin staldkammerat Cloth Of Stars.
Endelig er der hjemmeholdets egne. Satish Seemar sadler North America (Dubawi), Erwan Charpy kommer med Furia Cruzada (Newfoundland) og Saeed bin Suroor har Godolphins anden deltager i form af Thunder Snow (Helmet).
Dagen byder foruden Dubai World Cup på fire Gruppe-1-løb i form af Al Quoz Sprint, Golden Shaheen, Dubai Turf og Dubai Sheema Classic.
Endvidere rides Gruppe-2-opgørene UAE Derby, Dubai Gold Cup og Godolphin Mile.
I førstnævnte sadler Aidan O’Brien en trio bestående af Seahenge (Scat Daddy), Threeandfourpence (War Front) og Mendelssohn (Scat Daddy).
Mendelssohn vandt i fjor Breeders’ Cup Juvenile Turf på Del Mar og sejrede også i sin forprøve på Dundalk hjemme i Irland – han får her sin sidste test for at se, om han skal give Aidan O’Brien et nyt forsøg på at vinde Kentucky Derby den første lørdag i maj.
O’Briens trio skal blandt andet udfordre Doug Watsons overlegne Oaks-vinder Rayya og Godolphins ligeledes suveræne 2000 Guineas-vinder Gold Town, der rides af William Buick.
Danske Spil har spil til hele Dubai World Cup-dagen med første løbs start kl. 13.45 skandinavisk tid.