fbpx

Trænerskifte hos 360 North Horse Racing på Jägersro

Igennem de seneste fire sæsoner har engelske Andrew Kidney stået for Niels Petersens satellitstald på Jägersro. En stald, der ejes og drives af Nils Janssons 360 North Horse Racing AB og huser navne som Suspicious Mind, Karmastrikesback og Over The Ocean. 


Andy Kidney med sin assisterende træner, Sabina Karlsson, efter sejr med Blackstone på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Andy Kidney med sin assisterende træner, Sabina Karlsson, efter sejr med Blackstone på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Samarbejdet mellem Petersen og Jansson er nu ophørt, og Kidney har officielt overtaget trænergerningen.

“Det er spændende og lidt specielt, at jeg skulle ende her med ansvaret for 18 heste. Jeg har ellers brugt det meste af mit liv på at flygte fra tilværelsen”, siger Andy, der sidder tilbagelænet i stolen på sit lille kontor og tager sig god tid til at samtale.

Først i en alder af 62 har han for første gang fået professionel trænerlicens. Igennem et helt liv med heste har han været tilpas med en plads i skyggen, hvilket også har været tilfældet igennem tiden på Jägersro. Det har været Niels Petersens satellitstald og ikke mindst Petersens navn på hver enkelt hest.

Nu er det tid til at træde ud af skyggen. Vi tager den fra begyndelsen.


Dick Francis

“Jeg blev født i 1956 i Frome, Somerset”, siger Andy.

“Som ung havde jeg et brændende ønske om at blive jockey, men vægten ville altid være et problem og jeg gjorde aldrig nok for at passe på den. Som 18-årig kom jeg ind på King’s Troop Royal Horse Artillery og tilbragte tre år i garden. Derefter red jeg dagligt ud for et par trænere, men det var en helt speciel episode som for alvor ændrede mit liv”.

Andy var taget på den lokale pub.

“Der lå en flyer fra Smirnoff Vodka på bardisken. Budskabet var, at man skulle skrive om sin største drøm og hvad man ønskede at blive i livet. Det skulle egentlig blot være en enkelt side, men jeg satte mig ned og skrev hele historien. Det tog mig flere måneder og det blev nærmere en hel roman”.

Én af dommerne i Smirnoff-konkurrencen var den legendariske forfatter og tidligere jockey, Dick Francis.

“Han valgte min historie ud blandt 10.000”, griner Andy, der sammen med ni andre personer fik mulighed for at forfølge den drøm de selv havde beskrevet.

“Jeg fik plads hos Toby Balding, hvor jeg lærte det grundlæggende. Jeg havde selvfølgelig erfaring fra artilleriet, men galopsporten var af en anden verden. Ét af de mål jeg havde beskrevet i historien var, at jeg ville ride væddeløb. Det blev også til et par ridt, inklusiv et på Sandown hvor jeg stod for et af historiens bedste styrt”.

Inden så længe havde vægten for alvor indhentet ham, men Andy besluttede sig for at fortsætte indenfor galopsporten.

“Jeg elskede virkelig at rejse. En dag havde Michael Dickinson indrykket en annonce i Horse And Hound hvor han søgte et stort antal personale. Jeg var en af dem der fik chancen, og efter et halvt år blev jeg sendt til Saratoga. Robert Sangster havde netop købt en hel del åringer på Keeneland, som skulle passes mens de var i karantæne”.

Forholdet mellem Michael Dickinson og Robert Sangster holdt ikke, og i stedet tog Barry Hills over.

Heldigvis fik Andy lov til at blive, og han fortsatte de næste tre år med at arbejde for en af de mest respekterede trænere i engelsk væddeløbshistorie.


Mangeårigt farvel til sporten

Det var en personlig tragedie, som endte med at trække Andy helt ud af sporten i en årrække.

“Jeg havde en meget syg datter, og hun fik det værre imens jeg stadigvæk rejste meget. Galopsporten passede bare ikke sammen med mit privatliv længere, og jeg forlod både jobbet og sporten for at være sammen med min datter”.

Det var i begyndelsen af 90’erne. Andrew mistede sin datter til sygdommen og kæmpede sig igennem forskellige civile jobs over de næste seks år.

“Jeg endte med, at flytte tilbage til Frome. Min mor var blevet ramt af cancer, så jeg besluttede, at jeg ville være tættere på hende. Igen så jeg en annonce i den lokale avis – det var træner Jeremy Gask, der søgte personale. Jeg prøvede virkelig, at holde mig væk fra sporten, men igen vandt den over mig og jeg begyndte at rejse med hestene igen”.

Medicean Man og David Parks vinder Sobha Trophy på Meydan. Foto: Andrew Watkins / Dubai Racing Club.
Medicean Man og David Parks vinder Sobha Trophy på Meydan. Foto: Andrew Watkins / Dubai Racing Club.

Jeremy Gask havde en hest i stalden, som kom til at betyde noget helt specielt for Andy.

“Ja, uden ham sad jeg ikke her på Jägersro i dag”.

Hesten var Medicean Man, en bundærlig sprinter med en forkærlighed for Ascot, hvor han vandt adskillige større handicaps.

I vinteren 2013 besluttede Gask for første gang, at sende Medicean Man til Dubais “racing carnival”, og det blev med Andrew Kidney som førstemand.

“Medicean Man vandt en enkelt gang det første år i Dubai, og året efter vandt han to gange. Mens jeg gik og passede hesten på Meydan mødte jeg Niels Petersen. Han fortalte mig, at han planlagde at starte en filial i Malmö, og efter flere samtaler tilbød han mig jobbet som assisterende træner i Sverige”, beretter Andy.

“På det tidspunkt havde jeg ikke så meget at lave i England, og tiden i Dubai gav mig god tid til at overveje muligheden. Efter Dubai rejste jeg med Medicean Man til Singapore, og da jeg kom hjem tog jeg beslutningen”.


Per-Anders Gråberg på Over The Ocean. Foto: Erika Rasmussen.
Over The Ocean i paddocken på Meydan. Foto: Erika Rasmussen.

360 North Horse Racing

Andy blev vel modtaget på Jägersro. Hestene flyttede ind i den stald, som afdøde Stefan Friborg få år tidligere havde fået bygget til sine private heste i Fabricio Borges’ regi, og som ligger som direkte nabo til Francisco Castro og brødrene Reuterskiöld.

“Niels’ storesøster Marianne var en fantastisk hjælp i begyndelsen, og jeg fik fuld opbakning i alting. Der blev sendt virkelig gode heste ned fra Norge, og jeg fandt hurtigt ud af, at Niels er i international topklasse når det gælder managering. Han er second to none“.

Som tiden gik, udviklede satellitstalden på Jägersro sig til kun at huse de heste, der ejes af danske Nils Janssons 360 North Horse Racing AB, og samtidig blev forholdet mellem Jansson og Kidney styrket.

Kæmpe triumfer med Suspicious Mind, Karmastrikesback og Over The Ocean formede en ny alliance, og samtidig fik Petersen endnu mere at se til med endnu en satellitstald i Chantilly.

Til sidst besluttede Niels sig for, at blive i Norge. Der skulle hverken være satellitstald i Chantilly eller Malmö.

“Niels var meget åben omkring det, og det professionelle forhold imellem os er afsluttet på bedste vis”, siger Andy, der for første gang selv står som træner for de 18 heste på Jägersro.


Reuterskiöld kan rette op på meget

Den professionelle trænerlicens er i teorien endnu midlertidig, idet Andrew Kidney stadigvæk mangler at fuldføre et kursus hjemme i England, men det sker inden sæsonen starter.

“Ja, det har været noget af en bureaukratisk proces fordi jeg ikke taler svensk og derfor ikke kan få udstedt en trænerlicens af Svensk Galopp. Derfor må jeg have licensen i England, og det kunne i mine øjne godt have været smidigere. Men det er måske noget af det som Fredrik Reuterskiöld i fremtiden kan være med til at forbedre i sporten – han har den rette forståelse for de aktives situation. Og så vil jeg da komme til at savne ham som nabo, for han har altid været en god kollega og konkurrent”.


Sabina Karlsson med Suspicious Mind foran stalden på Jägersro. Foto: Privat.
Sabina Karlsson med Suspicious Mind foran stalden på Jägersro. Foto: Privat.

“En forretning”

Efter et par år med nærmest ustoppelig succes, var 2017 ikke helt så prangende for 360 North Horse Racing. Det blev til storløbstriumfer til både Karmastrikesback og Suspicious Mind, men økonomisk var stalden et godt stykke fra at nå det budgetterede mål.

“Nils Jansson driver det her som en forretning, så vi har nogle mål der skal opfyldes, og det gjorde vi ikke i 2017. Desværre blev Suspicious Mind skadet kort inden Stockholm Cup, og det var på et tidspunkt hvor han virkede bedre end nogensinde før. Han forstrakte nogle muskler i ryggen og har faktisk ikke været redet siden, så det er endnu lidt uklart hvad vi kan forvente af ham i år. Til gengæld er Karmastrikesback lige så fremragende at arbejde med som altid, og han får en ny stor sæson”, siger Andy.

Den øvrige ældre garde i stalden udgøres af Over The Ocean, Blackstone, Queen B, Frompariswithlove, Eyes Wide Shut og den nye franske import Vargar.

“Vargar var starterklæret på Bro Park inden nytår, men løbene blev aflyst. Han er fire år gammel og har kun startet fem gange, hvoraf han har vundet de to. Jeg har stadigvæk svært ved at bedømme ham distancemæssigt, men han vandt over 1800 meter som 2-årig i Frankrig, så der burde være distance i ham. Han har dog også masser af fart, og Pramms Memorial bliver nok det første store løb vi matcher ham imod”.


Trap Queen/Per-Anders Gråberg aflægger maidentitlen foran Noble Noir/Nicolaj Stott. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Trap Queen/Per-Anders Gråberg aflagde sin maidentitel på Klampenborg i fjor. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Det klassiske hold består af Eighty Eight (Rock Of Gibraltar), Trap Queen (Appel Au Maitre), Shameless (Appel Au Maitre) og Swing On A Star (Swing That Cat).

“De har allesammen flotte afstamninger, men endnu er meget op til bevis. Eighty Eight er halvsøster til Oaks-vinderen Spicy Mix, men hun er meget sent udviklet og behøver al den tid hun kan få. Trap Queen vandt som 2-årig på Klampenborg, men hun har temperamentet imod sig og starter sæsonen fra et lavt handicap på 64. Shameless er en ustartet halvbror til King’s Son, men han blev desværre slemt skadet i fjor og jeg kan ikke sige hvornår jeg får ham klar”.

“Endelig er der min personlige joker, Swing On A Star. Hun er halvsøster til Ramstein og var i sin debut anden bag én af Derbyfavoritterne, Gavling. Siden startede jeg hende to gange på Klampenborg, hvor jeg ganske enkelt ikke tror hun tacklede banen. Hende har jeg ret store forhåbninger til i klassisk sammenhæng”.


Scandinavian Open Yearling Sale i 2017. Foto: Burt Seeger.
Scandinavian Open Yearling Sale i 2017. Foto: Burt Seeger.

De yngste

Der blev oprustet med seks nye åringer på sidste års auktioner. Halvdelen af de nye 2-årige heste er efter førsteårgangshingsten Juniper Tree (Galileo).

Det er Summitatum, en søn af den danske Derbyvinder Tigress Eleven (Academy Award), Dancing On My Own, en hoppe ud af den højthandicappede franske 2-årsvinder Enchanting Muse (Fusaichi Pegasus), samt Call On Me, der er første afkom ud af Champs Elysees-datteren Wulfthryth.

De øvrige 2-årige er Johanna (Tertullian – Thara v. Hennessy), en halvsøster til Hurricane-vinderen Gold Tyranny, samt to importer fra henholdsvis Frankrig og Irland efter Kendargent og Gregorian.

“Vi har 18 heste i stalden og der er plads til 22, så der er rent faktisk mulighed for at sætte sin hest i træning her hos mig. Jeg er ansat af 360 North Horse Racing, men det er også dem der ejer stalden og de ser hellere end gerne, at der er fyldt op”, kommenterer Andy.


Suspicious Mind efter sejren på Jägersros Derbydag i fjor. På ryggen Elione Chaves og ved siden Andy Kidney, Sabina Karlsson og Niels Petersen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Suspicious Mind efter sejren på Jägersros Derbydag i fjor. På ryggen Elione Chaves og ved siden Andy Kidney, Sabina Karlsson og Niels Petersen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Hvem rider?

På ryttersiden står stalden på nuværende tidspunkt uden en fast tilknyttet førstejockey.

“Vi har først og fremmest haft et fremragende samarbejde med både Per-Anders Gråberg og Elione Chaves. Per er førstejockey for Niels, som jo fra nu af er en konkurrent, mens Chaves har valgt at ride som freelance i år efter nogle sæsoner for Nils-Petter Gill, Mr Ascot og Fredrik Reuterskiöld”.

“Når Chaves vender tilbage fra Dubai vil han regelmæssigt ride ud for os, og så må vi se hvor langt det rækker. Desuden ankommer David Parkes i næste uge fra England, og jeg kan sagtens se ham få en udmærket jockeykarriere i Skandinavien hvis han selv vil”.

At Andrew Kidney har et “soft spot” for netop David Parkes skyldes ikke mindst, at det netop var Parkes der som lærling red Medicean Man til sejr i Sobha Trophy på Meydan.


Karmastrikesback efter sejren i Benny Jensen Memorial på Klampenborg. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Karmastrikesback efter sejren i Benny Jensen Memorial på Klampenborg. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Til slut: Hvilken sportslig oplevelse kan Andrew Kidney bedst tænke sig i 2018?

“Det er et lidt særpræget ønske – men vi har vundet Dansk Breeders’ Cup på Klampenborg i både 2016 med Karmastrikesback og i 2017 med Suspicious Mind. Det ville være lidt af en bedrift, at vinde netop dette løb tre år på stribe”.

“Desværre har vi kun en enkelt hest meldt, og det er Eyes Wide Shut, som hidtil ikke har været god nok på Klampenborg til at komme rigtigt på tale. Han har dog udviklet sig og projektet er ikke skrinlagt endnu”, konkluderer den 62-årige træner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top