fbpx

Dano-Mast takker af – bliver avlshingst i Normandiet

Dano-Mast er i dag, tirsdag, blevet solgt til det franske stutteri Haras du Saz. Den 9-årige Unfuwain-søn kan dermed begynde en ny karriere som fransk avlshingst i Normandiet.


Dano-Mast og Terry Hellier på vej mod startstedet før Scandinavian Open Championship (Gr.3). Foto: Burt Seeger.

“Tilbuddet var meget attraktivt og derfor svært at modstå, selvom tidspunktet ikke var optimalt”, forklarer Dano-Masts ejer Erik Olesen.

“Den fornyede interesse for Dano-Mast opstod efter hans to løb for nylig, hvor han i første start på Longchamp viste, at han stadigvæk havde kapacitet og havde vundet klart, hvis ikke han var blevet redet groft ned i opløbet og derved tabte rigtig mange længder”.

“Dette løb betød ny positiv omtale i avisen Paris Turf, og på den franske væddeløbskanal Equidia, hvor også mange af Dano-Masts tidligere løb blev vist flere gange, heriblandt sejren i Prix Dollar, samt løbene i Baden-Baden og Hong Kong”.

Indehaveren af Haras du Saz, Roger Yves Simon, har over 20 hopper stående klar til Dano-Masts tjenester lige her og nu, og bedækningsprisen vil i starten være ca. 1.000 euro.

Haras du Saz er et velkendt stutteri, hvor man ligeledes opdrætter heste til forhindringsløb, som er en meget stor del af galopsporten i Frankrig.

Roger Yves Simon er medlem af France Galop og dyrlæge af profession.

“Vi er ret sikre på at vi har fundet et godt og fremadrettet hjem for Dano-Mast for hans fremtidige karriere”.

“Hvis danske ejere og opdrættere skulle finde det interessant at få bedækket deres hoppe af Dano-Mast, kan dette naturligvis sagtens lade sig gøre”, fortæller Erik Olesen, og fortsætter:

“Dano-Mast har glædeligvis haft mange venner blandt danske galoptilhængere, der har fuldt ham i tykt og tyndt i årenes løb, men på det seneste har mindre seriøse dele af ‘pressen’ desværre draget grundløse og negative konklussioner uden at kende noget til de reelle, faktiske forhold”.

Dano-Mast var sponseret af firmaet Dano Mast A/S, hvis ejer Thomas Thøgersen (kendt travmand) i dag udtaler:

“Dano-Masts pr-værdi for selskabet har været uvurderlig for firmaets salg af flagstænger, ikke mindst i udlandet. Det har været en utrolig billig markedsføringsudgift. Desuden har Dano-Mast bidraget til at skellet mellem trav- og galopsport er blevet mindre, således at flere travfolk nu følger galopsporten med interesse”.

Dano-Mast er allerede nu på vej over de franske landeveje til sit nye hjem i Normandiet.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top