fbpx

Danskere handlede på sidstedagen i Newmarket

Priserne tog som altid et kraftigt fald på sidstedagen af det gigantiske Tattersalls December Sale i Newmarket, og det betød, at en række danskere kunne opnå hammerslag i ringen.


Bent Olsen var den første. Han købte lot 2283, 9-årige Abergeldie (Street Cry), som var vinder som 3-årig og hvis egen mor, Camlet, er en Green Desert-halvsøster til Gruppe-1-vinderne Barathea og Gossamer.

Abergeldie er i fol ved Invincible Spirit-sønnen Cable Bay og kostede 6,500 guineas.

Senere købte Jørgen Tølbøll lot 2323, ligeledes 9-årige Canukeepasecret (Mind Games) – en ustartet halvsøster til Temple Stakes (Gr.2)-vinderen Pearl Secret fra samme familie som den tidligere skandinaviske topsprinter King Quantas. Canukeepasecret, der endnu ikke har haft startende afkom, er i fol ved Hellvelyn og kostede 2,000 guineas.

Slutteligt blev nordjyske Jan Bødker Sørensen belønnet for sin tålmodighed, da han købte et af de sidste lot på auktionen for mindstebuddet 800 guineas.

Det var lot 2414, den bare 2-årige Showcasing-datter Show Princess, som har været placeret tre gange i år og kommer til Danmark med omkring 70 i handicap.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top