fbpx

Tre skandinaviske 2-årige meldt i Qatar

For snart et år siden leverede Niels Petersens senere Marit Sveaas (Gr.3)-vinder Trouble Of Course et gigantresultat med andenpladsen i Qatars Al Rayyan Stakes. I år er tre skandinaviske navne forhåndsanmeldt.


Riwaj/Alexandre Dos Santos. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Riwaj/Alexandre Dos Santos. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Vi rejser i hvert fald dertil med Riwaj”, siger Francisco Castro til GalopSport.

“Og vi har ligeledes meldt Worthy Boy, men med en official rating på 81 er han på vippen til at komme med i løbet, så vi må vente på starterklæringen for hans vedkommende”.

Firebreak-sønnen Riwaj startede så sent som i onsdags på Jägersro, hvor han i hænderne på Jacob Johansen blæste al konkurrence omkuld i Manoustielöpning over 1200 meter.

Det var årets fjerde sejr i seks starter, og samtlige er vundet på hjemmebanens dirt track.

Underlaget i Al Rayyan Stakes er derimod græs, hvilket ikke vækker bekymring.

“Riwaj bør ikke være dårligere på græs end på dirt. Han har kun startet på græs en enkelt gang tidligere, i Svealandlöpning på Bro Park. Det var på Cup-dagen, hvor banen var meget ujævn og Riwaj fik slet ikke fæste. Hans præstation deroppe bevirkede i øvrigt, at jeg øjeblikkeligt slettede Land’s End fra Bro Park Sprint Championship”, forklarer Castro.


Worthy Boy/Maikel Narvaez vinder Svenskt Kriterium foran Marta/Jan-Erik Neuroth. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Worthy Boy/Maikel Narvaez vinder Svenskt Kriterium foran Marta/Jan-Erik Neuroth. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Den danskopdrættede Mingun-søn Worthy Boy har været blandt årets mest fremtrædende navne på 2-årsscenen.

Efter at have vundet både Skandinavisk Opdrætningsløb og Produce Stakes på Klampenborg, afsluttede han sin skandinaviske sæson med at vinde Svenskt Kriterium på Jägersro.

“Han har både vundet på græs og dirt nu, og han ser fremragende ud. Jeg håber virkelig, at der bliver plads til ham i feltet, for vi har ikke set det bedste fra hans side endnu”, vurderer træneren.


Two Shots Of Happy vinder Svealandlöpning under Per-Anders Gråberg. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Two Shots Of Happy vinder Svealandlöpning under Per-Anders Gråberg. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Det eneste nederlag førnævnte Riwaj har været ude for i egen hule på Jägersro er andenpladsen bag Niels Petersen-trænede Two Shots Of Happy.

Og netop Two Shots Of Happy er det tredje skandinaviske navn på anmeldelseslisten til Al Rayyan Stakes.

Zebedee-datteren har nøjagtig som Riwaj vundet fire ud af seks starter i år, og det er foregået på både Øvrevoll, Bro Park og Jägersro.

Se anmeldelseslisten til Al Rayaan Stakes i Qatar her.

Løbet rides den 29. december og har en førstepræmie på 57,000 USD.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top