Elione Chaves tog lørdag hul på weekendens store meeting på Mauritius med to sejre og en andenplads fordelt på fem ridt. Vel at mærke i kamp mod en række af verdens største jockeynavne.
Brasilianeren havde ikke ridt i lørdagens første opgør, som blev vundet af den franske champion Pierre-Charles Boudot.
Til gengæld fik Chaves en flyvende start med sejr i sit første ridt, da han efter et smart indvendigt ridt vandt med Flower Blue foran Secret Idea, redet af endnu en fransk verdensklasserytter, Maxime Guyon.
Guyon slog allerede contra ved at vinde det efterfølgende opgør med Chaves på ottendepladsen, og senere vandt Guyon igen på ryggen af Kingmambo’s Legacy, inden Chaves ligeledes fik sin anden dagssejr i bøjlerne på Chosen Dash.
Chaves måtte i sit sidste ridt på dagen se sig slået med det mindst mulige af det sydafrikanske stortalent Craig Zackey.
Elione Chaves har fem ridt igen søndag eftermiddag, hvor også norske Nora Holm og svenske Elin Rödjare kommer i aktion i Fegentri-finalen.