fbpx

Klampenborg, 14. oktober: Det sagde de efter løbene

Bølgerne gik højt blandt jockeys, trænere og officials på Klampenborgs næstsidste løbsdag i 2017. Efter første løb afstod flere ryttere fra at ride resten af dagen, hvilket medførte forsinkelser, udgåede heste og øvrige ændringer.


Saint George/Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.
Saint George/Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

Løbsdagen blev indledt med sejr i Familien Trocks Ærespræmie til Brian Wilson-trænede Saint George, som plettede for fjerde gang ud af 10 mulige i 2017.

Oliver Wilson red sin storebror Patricks Academy Award-søn til sikker sejr foran Screwbox Carlras/Rafael De Oliveira, men det også blev Klampenborgs førende rytters eneste ridt. En beslutning, som blev bakket op af flere kollegaer, heriblandt Per-Anders Gråberg:

”Baneforholdene er uforsvarlige, jeg vil ikke ride løb i dag og ingen kan presse mig til at ændre mit synspunkt. I alle andre lande var løbsdagen blevet aflyst”, sagde svenskeren.

Hans synspunkt blev dog langt fra delt af Bent Olsen:

”Man bør inddrage licensen for i år for de ryttere, som ikke vil ride. Hvad er det for noget det her, har aldrig kendt magen”, skældte championtræneren.

Familien Wilson med Saint George. Foto: Burt Seeger.
Familien Wilson med Saint George. Foto: Burt Seeger.

Træner Brian Wilson endte også med at slette både Vejovis og Royal Zem fra løb senere på dagen, men han kunne nå at glæde sig over triumfen med Saint George:

”Oliver gav ham  et kanonløb. Hesten har haft en flot sæson, og næste år melder vi ham i hårdere konkurrence”.

Sønnen Patrick supplerede: ”Flere dyrlæger har kasseret ham da vi havde problemer, jeg fatter ingenting af det hele – så skønt”.


Touareg vinder foran Lomax. Foto: Burt Seeger.
Touareg vinder foran Lomax. Foto: Burt Seeger.

Efter store forsinkelser kunne V4-2 afgøres. Et klasse-5-handicap over 1200 meter hvor Sara Slot tog den første af to dagssejre i bøjlerne på Mette og Dean P. Olsens Touareg.

“Hun har endelig fået kampgejst og i dag var vægtforholdene ideelle. Dejligt, at hun vandt på Klampenborg”, sagde Sara efterfølgende.


Zoffy og Maikel Navaez vinder overlegent. Foto: Burt Seeger.
Zoffy og Maikel Narvaez vinder overlegent. Foto: Burt Seeger.

Søren Jensens 2-årige Zoffy havde været omgærdet af flotte rygter forud for karrierens første start i 2-årsmaidenserien over 1400 meter. Zoffany-datteren havde heller ingen problemer med at trække afgørende fra i opløbet og hun vandt overlegent i hænderne på Maikel Narvaez, som erstattede en sygdomsramt Nicolaj Stott.

Zoffy er opdrættet på York Stutteri af Cat Racing og ejes af Racing & Breeding I/S, som ligeledes står bag avlshingsten Juniper Tree.

Kredsen bag Zoffy tager imod den imponerende maidenvinder. Foto: Burt Seeger.
Kredsen bag Zoffy tager imod den imponerende maidenvinder. Foto: Burt Seeger.

”Zoffy havde arbejdet jævnbyrdigt med Tante Tove, som vandt 2-årsløbet i sidste uge. Vi valgte et anderledes løbsoplæg til Zoffy end til Tante Tove, og det forløb fint. Zoffy er meldt i Svenskt Kritterium, men om hun starter eller om vi pakker hende sammen for i år er ikke afklaret”, fortalte Søren Jensen.


Finn Ind Again vandt for anden uge i træk. Foto: Burt Seeger.
Finn Ind Again vandt for anden uge i træk. Foto: Burt Seeger.

Sara Slot fik sin anden dagssejr da hun afløste Ina Veronika Toverud på ryggen af evigt unge Finn Ind Again, som kunne tage sin anden sejr på stribe for Stald Finn Ind og træner Inge Mette Dejgaard.

“Finn Ind Again elsker de her baner, han fylder 12 til nytår og er klar til en ny sæson i 2018. Han kommer også på finaledagen i Klampenborg. Vinterløbene i Stockholm er ikke aktuelt for ham, rejsen dertil er for lang”, sagde Inge Mette Dejgaard.


Monte Carlo viste sig stærkest i Copenhagen Golden Mile. Foto: Burt Seeger.
Monte Carlo viste sig stærkest i Copenhagen Golden Mile. Foto: Burt Seeger.

Lørdagens hovedbegivenhed i Klampenborg var Copenhagen Golden Mile over 1600 meter. Her lykkedes det for Hanne Bechmanns Monte Carlo at rejse sig efter en skadesplaget sæson. Pistachio-sønnen vandt efter en forrygende opløbskamp foran Exquest og staldkammeraten Stinger, hvilket betød en førstepræmie på 75.000 kroner til Bechmann Racing og Poul-Egon Arslev.

Monte Carlo modtages efter sejren i Copenhagen Golden Mile. Foto: Burt Seeger.
Monte Carlo modtages efter sejren i Copenhagen Golden Mile. Foto: Burt Seeger.

”Monte Carlo er kommet fint tilbage for anden gang efter rygproblemer. Han går nok ud i Tortue Efterårshandicap på finaledagen i Klampenborg”, kommenterede Hanne Bechmann.

Både Karmastrikesback og Einsteins Folly var udgået.



Udvendige Elbling vinder akkurat foran Simply Smart. Foto: Burt Seeger.
Udvendige Elbling vinder akkurat foran Simply Smart. Foto: Burt Seeger.

Anna Pilroth måtte grundet forsinkelserne på Klampenborg afstå fra at ride sin mor Bodil Blomqvists Elbling i maidenløbet over 1800 meter. I stedet fik Rafael De Oliveira chancen, og han fulgte op på sejren i Golden Mile med Monte Carlo ved akkurat at sætte Pistachio-sønnen først på stregen før indvendige Simply Smart.


Bergheim og Alessandro Guerrini afrunder dagen med en sikker sejr. Foto: Burt Seeger.
Bergheim og Alessandro Guerrini afrunder dagen med en sikker sejr. Foto: Burt Seeger.

Endelig sluttede Martin Persson af med endnu en svensktrænet sejr, da Bergheim viste sig bedst i Hoist The Flag Handicap – et løb, der som navnet indikerer blev afviklet med flagstart.

”Bergheim er klart bedst på græs. Jeg vil hellere starte mine heste i Klampenborg end på Jägersro, men der er meget bedre økonomi i at løbe på Jägersro. Vi kommer igen på Klampenboegs finaledag”, konkluderede Martin Persson.

Repriser: Klampenborg, lørdag 14. oktober.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top