fbpx

Miintaka i Vinterfavoritterne, Elektra Art i Sceptre

Duoen Bent Olsen og Elione Chaves tog sig af begge lørdagens storløb på dyngvåde Klampenborg. I Vinterfavoritternes Ærespræmie viste 2-årige Miintaka sig bedst, mens 4-årige Elektra Art for andet år i træk hjemtog Sceptre Stakes.


Miintaka/Elione Chaves vinder Vinterfavoritternes Ærespræmie foran Silver Seas/Nicolaj Stott og Bijou/Rafael De Oliveira. Foto: Burt Seeger.
Miintaka/Elione Chaves vinder Vinterfavoritternes Ærespræmie foran Silver Seas/Nicolaj Stott og Bijou/Rafael De Oliveira. Foto: Burt Seeger.

Miintaka startede for femte gang i karrieren, men han havde endnu ikke prøvet at vinde, før han sprang ud af boksen til Vinterfavoritternes Ærespræmie.

Footstepsinthesand-sønnen havde dog udmærkede meritter med sig og kom således med tre tredjepladser i stærkt selskab i bagagen.

Efter et afventende ridt som næstsidst blandt de kun fem deltagere, valgte Elione Chaves at sende sin hest til angreb midt i banen, mens de foranliggende alle søgte ud i banen.

Helt yderst gik det godt for Søren Jensen-trænede Silver Seas og Nicolaj Stott, men hoppen kunne til slut ikke længere dæmme op for Miintakas stærke afslutning, og sejren kom til at lyde på to længder.

Som tredje fulgte Hanne Bechmanns Bijou foran Marc Stotts Gemstone, mens vinderens staldkammerat, Appcor, lå sidst hele vejen, men trods alt fik femtepræmiens 10.000 kroner med sig.

Laila Jeppesen og Marc Elsborg med Miintaka efter sejren i Vinterfavoritternes Ærespræmie. Foto: Burt Seeger.
Laila Jeppesen og Marc Elsborg med Miintaka efter sejren i Vinterfavoritternes Ærespræmie. Foto: Burt Seeger.

Der var 100.000 kroner i førstepræmie til Kjeldsbjerggaard ApS, som erhvervede Miintaka for 9.000 euro på Goffs Sportsman’s Yearling Sale for et år siden i Irland.

Den brune vallak er ud af Green Tune-datteren Basandere, som selv er søster til American Derby (G2)-vinderen Jaunatxo og Brooklyn Handicap (G2)-vinderen Iron Deputy.

Basandere er endvidere søster til den dobbelte franske vinder Genevale, som igen er mor til Gruppe-1-vinderen Shamalgan.

Det avlsmæssigt interessante her er, at Shamalgan – ligesom Miintaka – er efter Footstepsinthesand.

Miintaka var den eneste import i årets udgave af Vinterfavoritternes Ærespræmie, og han er dermed også den eneste, som ikke kunne udråbes til “vinterfavorit” til næste års udgave af Dansk Derby.

Fra og med 2018 ændres propositionen dog for Vinterfavoritterne, således at løbet kun er åbent for skandinaviskopdrættede heste med mulighed for at starte i Derbyet året efter.

Til gengæld udskrives et nyt opløb for importerne, som har fået navnet Dansk Futurity Stakes.


Elektra Art/Elione Chaves vinder Sceptre Stakes for andet år i træk. Foto: Burt Seeger.
Elektra Art/Elione Chaves vinder Sceptre Stakes for andet år i træk. Foto: Burt Seeger.

Mindre end en time efter Miintakas storløbstriumf kunne Olsen og Chaves fejre på ny.

Denne gang efter hoppernes Sceptre Stakes over 2200 meter, hvor familien Haugaards Elektra Art for andet år i træk viste sig bedst.

Excellent Art-datteren vandt fire af sine otte starter i fjor, heriblandt også Dansk og Norsk Oaks, men hun måtte helt hen til sin sjette start i år, for at få sæsonens første sejr.

Hoppen har dog også startet i hårdest tænkelige selskab mod den skandinaviske hoppeelite, og for det meste også på for korte distancer.

Marianne og Jens Haugaard med 4-årige Elektra Art. Foto: Burt Seeger.
Marianne og Jens Haugaard med 4-årige Elektra Art. Foto: Burt Seeger.

Elione Chaves brugte nøjagtig samme taktik som i Vinterfavoritterne, og mens konkurrenterne allerede rundt opløbssvinget søgte langt ud i banen, blev brasilianeren i midten og skar svinget perfekt, inden han siden kunne trække fra til en sikker halvanden længdes sejr før Caitling, Queen B, Swan Black og Little Sister.

Også her fik samtlige deltagere penge med hjem. Førstepræmiens 75.000 kroner bragte Elektra Arts samlede karriereindtjening op over 700.000 kroner.

Hun blev efteråret 2013 købt som føl af York Stutteri-baserede The Handsome Foursome på Goffs November Foal Sale i Irland, og 10 måneder senere erhvervede Bent Olsen hende i ringen på Scandinavian Open Yearling Sale til Marianne, Jens og Peter Haugaard.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top