fbpx

To trænere starter Breeze Up-heste for første gang

Klampenborg-trænerne Inge Mette Dejgaard og Brian Wilson sadler for første gang i deres respektive karrierer Breeze Up-debutanter i lørdagens 2-årsmaidenløb på Klampenborg.


”Inspirator har trænet helt perfekt op til debuten”, fortæller Brian Wilson om Delegator-sønnen, som blev erhvervet på Goffs UK Breeze Up i Doncaster.

“Det er nok det hårdeste maidenløb i år, men jeg kan kun være optimist. Han var på græsset i mandags og alt ser godt ud lige nu”, konstaterer træneren.

Inge Mette Dejgaard-trænede Heart Of Stone blev købt af Marianne Halberg på Arqanas Breeze Up tidligere på sommeren.

”Han er en meget lækker 2-årig, som vi glæder os til at præsentere”, fortæller Inge Mette Dejgaards trænerassistent Gert Hansen om Showcasing-sønnen.

“Jeg vil ikke sige, at vi er nervøse, snarere spændte. Det er givetvis en sprinter, så de 1400 meter er måske lige i det længste, men han var fin på græsset i mandags sammen med Reel Quest.

”Vi har haft en vældig fin sæson. Med ni vindere og en sejrsprocent på 16 kan vi ikke klage, når man tager vores materiale i betragtning”, skønner Gert Hansen.

2-årsmaidenløbet på St. Leger-dagen i Klampenborg på lørdag inkluderer foruden Inspirator og Heart Of Stone debuterende søskende til navne som Steinway og Stinger, men favoritværdigheden kommer højst sandsynligt til at ligge hos Søren Jensen-trænede Petrushka, som leverede en strålende debut som anden bag meriterede Monza for to uger siden.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top