fbpx

“Pacen var alt for voldsom sidste gang”

Efter den flotte debutsejr til 100.000 kronor i Future Stars, har der været grus i maskineriet for Caroline Malmborg-trænede Light Treading. Efter to femtepladser søger den 2-årige tyskopdrættede hoppe oprejsning i søndagens Svealandlöpning hjemme på Bro Park.


Light Treading/Andreas Tapia Dalbark. Elina Björklund / Svensk Galopp.
Light Treading/Andreas Tapia Dalbark. Elina Björklund / Svensk Galopp.

”Der har været en forklaring til begge femtepladserne”, fortæller Caroline torsdag morgen til GalopSport.

“Hun var syg efter løbet på Jägersro, og jeg fik hende behandlet for en infektion. Senest her i Stockholm blev pacen alt for voldsom fra spor 14”, fortsætter træneren.

”Jeg var meget stolt af hendes præstation. Light Treading holdt tappert ved, og jeg tror på en god chance på søndag”.

Light Treading får for første gang Fredrik Janetzky i sadlen. Den alt mere fremgangsrige jockey har hele 10 ridt i storløbsweekenden i den svenske hovedstad.

Caroline Malmborg oplever sin måske bedste sæson i karrieren. For tredje år i træk har Bro Park-træneren passeret millionen, og med en bedre sejrsprocent end hidtil. 15 vindere i 95 starter er lig med sejrsprocenten 15,78.

”Light Treading står også anmeldt i Vinterfavoriternas Pris. Nu ser vi løbet på søndag, og hvordan hun kommer over det, inden jeg beslutter om hun skal gøre en start mere i år”.

Det mørkebrune Fährhof-opdræt blev den 19. juni den første vinder efter den dobbelte gruppe-1-vinder Maxios (Monsun), som bl.a. er halvbror til Arc-vinderen Bago.


En anden hest fra Caroline Malmborgs A-kæde er Stureplan, som ligesom Light Treading er opdrættet i Tyskland. Den 3-årige hingst er ikke til start i den kommende weekend.

”Han har fået en lille løbspause efter tre tætte starter i træk. Jeg forventer, at han kommer ud i Michael Khans Minneslöpning og afslutter sæsonen dér”, afslutter Caroline Malmborg.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top