fbpx

Stort skridt fremad for Klampenborgs nye staldbyggeri

Som GalopSport beskrev i sidste uge, er Flemming Poulsen på vej tilbage som kommerciel træner på Klampenborg. Det bliver i nyopførte bokse på staldarealet, som ifølge Klampenborgs direktør, Carsten Baagøe Schou, er forholdsvis tæt på at få grønt lys til en omfattende modernisering.


”Vi har på nuværende tidspunkt fået accept fra både Natur- og Kulturstyrelsen, hvilket blandt andet omfatter de fortidsminder fra Københavns Befæstning, som findes på Klampenborg Galopbane”.

”Desuden har vi fået en positiv tilkendegivelse fra Gentofte Kommune og vi har modtaget nedrivningstilladelse for de stalde, som skal fjernes for at projektet kan realiseres”, forklarer Baagøe Schou.

Til gengæld mangler banen den endelige byggetilladelse.

”Vi er i sagens natur interesserede i, at komme i gang med projektet hurtigst muligt, men lige nu afventer vi Gentofte Kommunes og skubber i mellemtiden bedst muligt på processen. Det er derfor svært at sige noget om tidsperspektivet og usikkerheder i forhold til opnåelse af byggetilladelsen”.

Med ”projektet” mener Carsten Baagøe Schou nedrivning af ”Dominostalden” hvor Bent Olsen og Inge Mette Dejgaard i dag har heste stående, samt rejseboksene bag ”Højen”.

”Det er planen, at der skal opføres nye rejse- og dopingbokse bag Højen. Herefter opføres en ny stald hvor Dominostalden ligger – den nye stald skal have en ekstra længe for at udvide kapaciteten. Derudover planlægger vi nye bokse på området mellem ’drive-in’ og de nye stalde, hvor bl.a. Bent Olsen residerer”, siger direktøren.

Den sidste del af projektet er opførelsen af permanente stalde på den bageste del af plateauet bag Den Kongelige Tribune.

”Denne del af projektet afventer de øvrige og vil også være afhængig af efterspørgsel – men vi har fået flere positive tilkendegivelser fra trænere, som er interesserede i, at flytte deres forretning til Klampenborg Galopbane”, afslutter Carsten Baagøe Schou.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top