fbpx

Svenskfødt helbror til Derbyvinderen Bokan i ringen

Et af de tænkelige højdepunkter på Scandinavian Open Yearling Sale er lot 107, en svenskopdrættet helbror til Wido Neuroths Derbyvinder Bokan. Hingstens ejer, Johannes Efstratiadis, satsede – og vandt.


Bokan og Jan-Erik Neuroth efter sejren i Svenskt Derby 2015. Foto: Svensk Galopp / Stefan Olsson.
Bokan og Jan-Erik Neuroth efter sejren i Svenskt Derby 2015. Foto: Svensk Galopp / Stefan Olsson.

Efstratiadis kendte udmærket til Bokan, da han den 30. januar 2015 købte moderen Paree på Osarus Vente Mix i Frankrig.

Hun var i fol ved Tin Horse og blev købt for 9,500 euro gennem Marc Antoines MAB Agency.

“Jeg så jo Bokan vinde Skånelandlöpning på Jägersro som 2-årig i november 2014, og han lignede uden tvivl en klassehest. Og så tænkte jeg ellers ikke meget mere over det, før jeg så, at hans mor var til salg i kataloget i Clairefontaine”, fortæller Efstratiadis til GalopSport og fortsætter:

“Da jeg så Bokans navn under Paree slog det med det samme: sh… Bokan vinder jo Svenskt Derby i år – og jeg kan købe hans mor nu”.

“I samme sekund som hammeren faldt bestemte jeg mig for, at bedække Paree med Soldier Of Fortune, så jeg kunne få en helbror- eller søster til den kommende Derbyvinder”.

Derefter er det historie. Et halvt år senere vandt Bokan Svenskt Derby (L) på Jägersro og året efter folede Paree en helbror – svenskfødt helbror, vel at mærke.

Og det er netop denne hingst med lotnummeret 107, der fredag 15. september skal i ringen på York Stutteri – se videoen herunder.

“Åringen har en halvbror efter Tin Horse med navnet Mr Five Stars. En ustartet 2-årig i træning hos Bent Olsen. Paree fik lov at hvile et år efter at have folet Bokans helbror, og hun er nu drægtig ved Juniper Tree, idet jeg gerne ville fortsætte med at tilføre hende Galileo-blod”, forklarer Johannes, som rent faktisk ikke ejer Paree længere.

“Jeg solgte hende i foråret til 360 North Horse Racing, som også gerne ville ind i fuldblodsavlen og her så en god mulighed for at supplere med en god hoppe. Det var selvfølgelig ikke nogen let beslutning for mig, men jeg vil også gerne selv forny mit avlsmateriale”.


Johannes Efstratiadis (nummer to fra venstre) med Sandtastic efter sejr på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Johannes Efstratiadis (nummer to fra venstre) med Sandtastic efter sejr på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Udover helbroderen til Bokan sælger Johannes Efstratiadis’ Akinita Group AB lot 65, en mørkebrun hingst efter den franske Gruppe-1-vinder Dabirsim ud af den vindende Dubai Destination-datter Persian Sea.

Åringen er halvbror til 3-årige Sandtastic (Footstepsinthesand), som i år har vundet et stort 3-årshandicap på Jägersro og været tredje i Taittinger Derby Sprint.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top