fbpx

Mikklus Makklus fik “Derby-revanche”

Med en sikker trekvart længdes sejr og 250.000 kronor i førstepræmie i Bro Park Classic, tog Niels Petersen-trænede Mikklus Makklus revanche efter bortvisningen i Dansk Derby. Tine Hansen-trænede Rosa sluttede anden før Mr Suarez og Freestyler.


Mikklus Makklus/Carlos Lopez sejrer i Bro Park Classic. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Mikklus Makklus/Carlos Lopez sejrer i Bro Park Classic. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Igen måtte der kæmpes hårdt for at få Mikklus Makklus på plads i startboksen, men da først Philomatheia-sønnen kom ind som første hest, stod han eksemplarisk og ventede på sine 13 konkurrenter i det svenske storløb for skandinaviskopdrættede 3-årige.

Carlos Lopez var ikke tilfreds med tempoet fra start og fik sendt Mikklus Makklus til front udvendigt for Taaiqoon, og derudover skete der ikke de store ændringer før opløbssvinget, hvor Oliver Wilson havde fået lagt Rosa an til angreb.

Mr Suarez var også helt fremme, mens Sun Of A Gun fandt plads til angreb indvendigt. Længere bagfra forsøgte Freestyler sig, mens resten af feltet på dette tidspunkt var slået.

Mikklus Makklus/Carlos Lopez med træner Niels Petersen og opdrætter Ivan Sjöberg. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Mikklus Makklus/Carlos Lopez med træner Niels Petersen og opdrætter Ivan Sjöberg. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Selv om Rosa kom tæt på, var Mikklus Makklus den stærkeste på dagen, og den brune hingst forsvarede sig forbilledligt til stregen.

Mr Suarez, der ligesom vinderen er efter Philomatheia, holdt godt ved til tredjepladsen før stærkt afsluttende Freestyler, hvorefter Taaiqoon og Sun Of A Gun blev de sidste præmietagere.

Derefter fulgte i rækkefølge Delacroix, Sømkongen Carlras, Arctic Run, Queens, Leonardo, The Edge, Steinway og Sondheim.

Mikklus Makklus har nu vundet tre af sine syv karrierestarter og indløbet 457.046 kronor til sin ejer Nils Petter Gills Stall Bonne Nuit.

Han er opdrættet på Rävdansens Stuteri, der som traditionen nærmest foreskriver havde en stor SM-dag i den svenske hovedstad.


Red Hot Chili vinder SM Classic foran Antigua og Pink Star. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Red Hot Chili vinder SM Classic foran Antigua og Pink Star. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Rävdansen er nemlig ligeledes opdrætter af SM Classic-triumfatoren Red Hot Chili, som i hænderne på Elione Chaves slog Antigua og Pink Star efter et tæt finish.


Tertian/Per-Anders Gråberg vinder overlegent SM Sprinters. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Tertian/Per-Anders Gråberg vinder overlegent SM Sprinters. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

SM Sprinters gav ligesom Bro Park Classic sejr til Niels Petersen, som her sadlede Tertian til en overlegen triumf foran I Kirk og Nemuranthes.

Tertian er efter den tyske avlshingst Tertullian og opdrættet af Horse Nature KB Sweden.

Per-Anders Gråberg red.


Snake Lake/Martin Rodriguez vinder SM för 2-åriga foran Appel La Légende. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Snake Lake/Martin Rodriguez vinder SM för 2-åriga foran Appel La Légende. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

De 2-åriges svenske mesterskab blev vundet af Pernilla Nilsson-opdrættede Snake Lake, som sørgede for endnu en triumf for Eishin Dunkirk da han akkurat holdt stærkt afsluttende Appel La Légende (Appel Au Maitre) bag sig.

Førstepræmien var 20.000 kronor værd for Snake Lake, som trænes af Vanja Sandrup på Jägersro og blev redet først over stregen af Martin Rodriguez.


Oh Mambo Boy og Tina Henriksson. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Oh Mambo Boy og Tina Henriksson. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

SM for amatørryttere gik til Tina Henriksson på ryggen af Isadora Karlsson-Gomez’ Oh Mambo Boy, og forinden havde Carlos Lopez taget sin første af i alt tre dagssejre i bøjlerne på Ylva Brandt-trænede Ellison.


Seaside Song og Carlos Lopez. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Seaside Song og Carlos Lopez. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Lopez vandt også 7 Furlong Challenge med Lars Kelp-trænede Seaside Song, som let med halvanden længde slog Trickbag, Screwbox Carlras og Daurehøj Carlras.

Førstepræmien var 100.000 kronor værd for Stall Coffee – Easy, og næste start for Seaside Song bliver i Lanwades Stud Stakes (L) på Bro Park.


Caesara/Jan-Erik Neuroth vinder Irish Thoroughbred Marketing Amacitalöpning. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Caesara/Jan-Erik Neuroth vinder Irish Thoroughbred Marketing Amacitalöpning. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Wido og Jan-Erik Neuroth tog hurtigt revanche for storfavoritten Appel La Légendes andenplads, da ligeledes 2-årige Caesara (Pivotal) opretholdt sin status som ubesejret med en sikker sejr i Irish Thoroughbred Marketing Amacitalöpning.

Stall Perlens engelskopdrættede import slog Stutteri Hjortebo-opdrættede Reet Petite (Appel Au Maitre) og Hans-Inge Larsens irske Breeze Up-import Steal Me (Rock Of Gibraltar), mens Bent Olsens Queen Estoril (Camacho) blev fjerde før Light Treading (Maxios) og Louranga (Merchant Of Venice).


Repriser: Bro Park, tirsdag 5. september.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top