fbpx

Dansker med heste til start i to Derbies

Den kommende søndag bliver helt speciel for danske Bernt Dahl, som har Derbyheste til start i både Norge og Danmark. Brocco i Norsk Derby (L) på Øvrevoll og Bal Bora i Travderbyet i Charlottenlund.


Brocco (Pour Moi). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Brocco (Pour Moi) er nært relateret til søskendeparret Hurricane Red og Icecapada. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Dahl ejer dog ikke Bal Bora alene, men i fællesskab med Hjalte Kjems og Michael Stounberg.

”Og det bliver Hjalte og Michael, som repræsenterer os i Lunden. Jeg tager selv til Norge, og jeg har stor tro på Brocco”, siger Bernt Dahl, som ejer den norske Derbydeltager sammen med danske Mink Horse og norske Lars Blyverket.

”Han starter for første gang med fleksible blinkers. Vi har med vilje sparet muligheden til Norsk Derby, og det blev testet i træning i fredags under Per-Anders Gråberg, som også rider min hest på søndag. Og det forløb super godt”, siger en optimistisk Bernt Dahl.

Brocco er efter den engelske Derbyvinder, Pour Moi (Montjeu), som også er far til dette års engelske Derbyvinder, Wings Of Eagles.

Moderen, Currentis (Dylan Thomas), er halvsøster til Bounce, som bl.a. er mor til Hurricane Red og Icecapada. To heste, som ligeledes starter på den norske Derbydag i henholdsvis Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) og Erik O Steens Memorial.

Derbydeltageren har således altid haft meget at leve op til, og måske kommer den helt store forløsning på søndag.

”Jeg ved, at Brocco står derbyets 2400 meter, og jeg vil så gerne have vand, vand og mere vand i banen. Det vil svække modstanderne, mens min hest vil elske det”, anser Bernt Dahl, der sammen med Stounberg og Kjems også har 2-årige Chivas til start på søndag.

Chivas vandt sin første start på Øvrevoll, inden han senest var anden bag Worthy Boy i Skandinavisk Opdrætningsløb.

”Det er klart, at det er stort at have heste med i to Derbies på samme dag, men jeg ser nu også frem til at se Chivas i Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer”, sammenfatter Bernt Dahl.


Program: Øvrevoll, søndag 27. august kl. 12.30 – Norsk Derby (L).

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top