fbpx

“Jeg tror, at klasse slår distanceformåen”

Aarhus har et enkelt skud i bøssen til HK Entreprise Dansk Derby. Marc Stott-trænede King’s Son med Oliver Wilson i sadlen. Men står King’s Son Derbyets 2400 meter?


King's Son/Oliver Wilson besejrer Steinway/Nicolaj Stott og Intensity/Jan-Erik Neuroth i iKeyVet Guineas Trial. Foto: Burt Seeger / US Photo.
King’s Son/Oliver Wilson besejrer Steinway/Nicolaj Stott og Intensity/Jan-Erik Neuroth i iKeyVet Guineas Trial. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Mingun-sønnen har aldrig tidligere startet over længere distance end 1800 meter, og den længste distance han hidtil har vundet over er 1600 meter.

”Vi er da heller ikke sikre på, om han står”, fortæller Marc Stott til GalopSport.

“Jeg føler dog, at han kan klare de 2400 meter på klassehestens vis. Jeg tror, at klasse slår distanceformåen på søndag”.

”King’s Son var perfekt i tirsdagens afsluttende arbejde her i Aarhus, jeg føler, at topformen er til stede. Vi tager til Klampenborg med en rigtig god fornemmelse”.

King's Son og Oliver Wilson efter maidensejren. Foto: Burt Seeger / US Photo.
King’s Son og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Kun en enkelt gang i karrieren har Jens Andersens King’s Son været udenfor præmierækken, hvilket var i Svenskt Kriterium sidste år.

Derudover har stabilitet været nøgleordet for den ene af fire heste i Dansk Derby, som er opdrættet af Stutteri Hjortebo.

Den største præmie hidtil er andenpladsen i Dansk 2000 Guineas, på afstand af Sømkongen Carlras, som ikke er blandt søndagens konkurrenter. King’s Son har heller ikke startet siden Dansk 2000 Guineas.

”Han er sat op til på søndag. Jeg har indtil videre en fjerdeplads som bedst i Dansk Derby med Dark Eagle og ser årets udgave som en helt åben affære. King’s Son er en af flere med vinderchance”, bedømmer Marc Stott, som skal forsøge at hjemtage den første Derbysejr til Aarhus siden 1980, hvor Eivind Jensen-trænede Topline blev historiens hidtil mest overraskende vinder foran Hans Adielssons Maribo.


Stott får i det hele taget en travl weekend med i alt otte heste til start:

  • Elkær Stutteri Skandinavisk Opdrætningsløb: Queen Lilly (Oliver Wilson)
  • Stutteri Hjortebo Ærespræmie: Good One (Nelson De Souza)
  • Klasse 5 Handicap: Tinto Fino (Oliver Wilson)
  • Stutteri Kallehavegårdens Ærespræmie: Marsh King (Nelson De Souze)
  • Goffs Orby & Sportsman’s Sale Trophy: King David (Oliver Wilson)
  • Odessa Racing 2-års Maidenløb: Broadway (Kevin Stott) & Princeton (Oliver Wilson)
  • HK Entreprise Dansk Derby: King’s Son (Oliver Wilson)
Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top