fbpx

Lone Kaj-Nielsen fylder 80 i dag

Hesteejer Lone Kaj-Nielsen, hvis succes fortsætter med at nå nye højder gennem navne som Brownie, Falconet, Jubilance og No Comment, fylder 80 år i dag.


Lone Kaj-Nielsen mellem Jubilance og Falconet. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Lone Kaj-Nielsen mellem Jubilance og Falconet. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Som flerdobbelt championhesteejer har Lone Kaj-Nielsen oplevet mange storløbssejre på de skandinaviske baner. I 2008 vandt Master Kid Dansk Derby, og året forinden havde Lone vundet Dansk 2000 Guineas med Master Kids halvbror, Kronhjort.

Det var hér successen for alvor tog fart, navnlig med ivrige indkøb fra Stutteri Hjortebos “Stolga-linje”, hvor også Martin Hjorth Jensen og Alexander Elsass’ Breeders’ Trophy Juvenile-vinder, Raadyr, hørte til. Raadyr er helsøster til Kronhjort og halvsøster til Master Kid, og hendes to sønner, Reventon og Cantenac, bragte storløbstriumfer på stribe.

Lone Kaj-Nielsen har også vundet Jyllandsløbet fire gange inden for de seneste otte sæsoner, startende med Boxing Day i 2010 og siden med Jubilance, Smartinblack og Cabanac. Samtlige trænet af Bent Olsen, som i dag har ikke mindre end 12 heste i træning for sin trofaste kunde.

Desuden har Lone to heste i træning hos Bent Olsens nabo, Inge Mette Dejgaard – Bayonet og Lord Of Dublin, hvor især sidstnævnte har udmærket sig i år med to sejre på stribe – og måske med en ny på vej i Klampenborg på søndag.


Falconet og Oliver Wilson sammen Lone Kaj-Nielsen, Susanne Springer og Bent Olsen. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Falconet og Oliver Wilson sammen Lone Kaj-Nielsen, Susanne Springer og Bent Olsen. Foto: Burt Seeger / US Photo.

2016 var et rent lykkeår for Lone, som både vandt Pokalløb (L) hjemme på Klampenborg med Falconet og de to norske Gruppe-3-løb Polar Cup og Marit Sveaas Minneløp med Brownie på Øvrevoll. Desuden slog Cabanac til i Jyllandsløbet og All Or Nothing vandt Dansk 2000 Guineas.

Så gjorde det heller ikke noget, at Jubilance havde sig en “mellemsæson”, og den tidligere Jyllandsløbs- og norske 2000 Guineas-vinder har for alvor genfundet storløbsformen i år, hvor det er blevet til sejr i Dansk Jockey Club Cup (L) – i øvrigt foran Falconet – og senest en klart godkendt sjetteplads i Stockholms Stora Pris (Gr.3).

Falconet skrev tidligere på måneden dansk væddeløbshistorie, da han som den første hest vandt Pokalløb (L) på Klampenborg for tredje gang, og samtidig udvikler 4-årige No Comment sig hastigt blandt de skandinaviske elitesprintere, hvilket tredjepladsen i Lanwades Stud Jägersro Sprint (L) var et klart bevis på.

Brownie og Oliver Wilson vinder Pramms Memorial (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Brownie og Oliver Wilson vinder Pramms Memorial (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Og så er der selvfølgelig Brownies fremragende triumf i Pramms Memorial (L), samt mandagens andenplads i Stockholms Stora Pris (Gr.3). Successen er så evigt velfortjent!

Bent Olsen afholder fødselsdagsreception for Lone Kaj-Nielsen i dag mellem kl. 11 og 14 i stalden på Klampenborg, og GalopSport ønsker hjertelig tillykke med den runde dag.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top