fbpx

Trinity og Sunday Pearl vandt i Odense

En tur til Fyn var svaret for Ian Archer og Tanja Mobergs 6-årige vallak Trinity, som i karrierens start nummer 16 endelig fik taget sin første sejr i hænderne på Nicolaj Stott.


Trinity startede hverken i 2016 eller 2015, men han kom med to gode præstationer i bagagen fra henholdsvis Klampenborg og Göteborg, og efter en perfekt indvendig rejse skød Heart Of Oak-sønnen frem ved indgangen til opløbet og vandt til slut ganske let foran godt afsluttende Sir Winston/Marcos Robaldo og Borodino/Le Tølbøll.

Førstepræmien var 15.000 kroner værd.

I det efterfølgende opgør slog allestedsnærværende Ina Veronika Toverud til på ryggen af Heidi Schmidt-trænede Sunday Pearl, der akkurat i sidste galopspring nåede forbi længe førende Yellowstone/Linda Bro.

De to heste mødtes også den 20. maj i Odense, hvor Yellowstone var klart bedst, men denne gang lykkedes det Stald Front Teams 4-årige Layman-datter at stikke en kæp i hjulet på favoritten.

Heidi Schmidt fejrede med Sunday Pearl sin første sejr, og da hun ligeledes tog sig af løbets tredjeplads med Curious George/Marcos Robaldo, blev det en særdeles minderig aften på Fyn for den lokale amatørtræner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top