fbpx

Pokalløb (L): Falconet kan tage historisk hattrick

Lone Kaj-Nielsen og Bent Olsen har mange strenge at spille på. Efter sejr til Jubilance (L) i Jockey Club Cup og til Brownie i Pramms Memorial (L), kan duoen på søndag have vundet tre Listed-opgør med tre forskellige heste.


Falconet og Oliver Wilson vinder Dansk Hesteforsikring Pokalløb (L) foran Hurricane Red/Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Falconet vandt Dansk Hesteforsikring Pokalløb (L) i 2016 foran Hurricane Red. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Årets udgave af Klampenborgs Pokalløb (L) står for døren, og det bliver med otte deltagere på plads til kampen over 1800 meter.

Falconet har vundet de to seneste udgaver af Pokalløb (L), og i fjor besejrede han storfavoritten Hurricane Red.

Efter en forrygende sæsondebut som anden bag Jubilance i Jockey Club Cup (L), kommer Falco-sønnen denne gang ud med samme vægt som samtlige syv konkurrenter, og på en god til let bane får de andre noget at se til.


Den Stutteri Hjortebo-opdrættede hingst rides af mandagens svenske 2000 Guineas-triumfator Jacob Johansen, som pudsigt nok hverken var i sadlen på Falconet i 2015- eller 2016-udgaven af Pokalløb (L), hvor henholdsvis Rafael Schistl og Oliver Wilson vandt med hesten.

Falconet med sin ejer Lone Kaj-Nielsen, træner Bent Olsen og jockey Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger.
Falconet med sin ejer Lone Kaj-Nielsen, træner Bent Olsen og jockey Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger.

Jacob Johansen kender dog alt til den danske champion, for de dannede par i Falconets første 12 starter, som bl.a. bød på sejre i Dansk Kriterium, Dansk 2000 Guineas, Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer og Skandinavisk Grand Prix.

Med i opgøret er også Flemming Velins Black Hawk War/Oliver Wilson, Cathrine Erichsens Coprah/Nelson De Souza, Jessica Longs Berling/Josefin Landgren, Bent Olsens Jubilance/Jan-Erik Neuroth, Hanne Bechmanns Stinger/Rafael De Oliveira, Sandie Kjærs Einsteins Folly/Martin Rodriguez og Niels Petersens Karmastrikesback/Per-Anders Gråberg.

Statistisk set er historien imod en tredje Pokalløbs-sejr til Falconet.

I løbet af de seneste 20 år har både Kateb (93/94), Dano-Mast (00/02) og Peas And Carrots (08/10) vundet opgøret to gange, men ingen har opnået en tredje sejr.

Mon ikke det er en udfordring, som Bent Olsen glæder sig til at tage op på søndag.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top