fbpx

ZwickyLeaks. Klampenborg, lørdag 13. maj.

Et regnvejr var parkeret over dansk galopsports hovedkvarter de seneste døgn, og spørgsmålet er, hvor meget selv en solrig fredag kan nå at ændre på banens beskaffenhed. Igen satses der på svenske “græsheste” som holdepunkter i V4 og V5.


Redder Stinger sæsonen i eftermiddag?. Foto: Burt Seeger.
Stinger. Foto: Burt Seeger.

Løb 1. V4-1. Lohke Materialeudlejning Handicap. 2200m.

Rockyto, Bassiano og Marquis First mødte hinanden over samme distance den 29. april, og her var sidstnævnte klart bedst. Marquis First er dog afhængig af så meget vand i banen som muligt, og chancen mindskes efterhånden som banen tørrer op.

Der er sæsondebut til både Swan Black, Fillip Stark og Hanne Bechmanns duo Monte Carlo og Stinger. Swan Black bliver ekstra interessant at følge her, idet hun kommer med god form mod de bedste 3-årige i fjor efter sin tredjeplads i Breeders’ Prize Classic bag Appelina og Duke Of Burden samt andenpladsen bag Elektra Art i Norsk Oaks.

ZwickyLeaks: STINGER skulle have startet i sidste uges Jockey Club Cup (L), men blev slettet kort før løbet. Træningsrapporterne lød positive, og det kan måske vise sig en gave, at han nu i stedet kan indlede sæsonen i handicapsammenhæng fra så lavt et tal som 83.


Rocky/Fredrik Janetzky vinder foran No Comment/Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger.
Rocky besejrede bl.a. No Comment på Klampenborg i fjor. Foto: Burt Seeger.

Løb 2. V4-2. Connla Handicap. 2200m.

Både Davicii, Mamut Carl Ras og Fali San kommer med fin form fra deres første start på sæsonen, hvor de var henholdsvis anden, tredje og femte bag Marquis First. Feltet byder dog på flere interessante navne, som ofte gør det godt på Klampenborgs græs – Drumlin, Rocky og Storm.

ZwickyLeaks: ROCKY har aldrig fungeret optimalt på Jägersros dirt track, men hans to tidligere starter på Klampenborgs græs har resulteret i en sejr og en tredjeplads. Tredjepladsen var endda mod habile ældre heste som Kingsbridge og Exquest. Han er sænket to kilo i forhold den præstation og kommer fra en Malmö-stald i virkelig fin form. Det er en chance vi måske ikke får igen, så Rocky bliver en dristig “banker” i V4.


Blackstone på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Blackstone på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Løb 3. V4-3. V5-1. Henrik Leths Mindeløb. 1600m.

Højst sandsynligt dagens vanskeligste opgave at analysere. Saint George, Exquest og Footstepsofspring har lige mødt hinanden den 29. april, hvor Saint George var et par længder bedre end de andre. Det er dog blevet udlignet nu i form af den ekstra vægt, og dermed er de næsten helt umulige at skille ad. Der er også gensyn med Mowerina- og 2000 Guineas-vinderne Miss Vordingborg og All Or Nothing – og hvad med 8-årige The Kicker, som indleder året fra et lavt handicap og yderligere tre kilos lærlingelettelse?

ZwickyLeaks: Jeg ender med, at tage alle 12 med på både V4 og V5, men jeg glæder mig især til at se BLACKSTONE tilbage på Klampenborg. Det var hér han i let stil aflagde sin maidentitel som 2-årig, inden han kom skadet hjem fra Skandinavisk Opdrætningsløb, og efter den overlegne sejr i sæsondebuten på Jägersro er det langt fra utænkeligt, at handicapperen får svært ved at fange ham foreløbig.


Lady Of Course/Per-Anders Gråberg vinder Amacitalöpning foran Golden Dollar og Forever Together. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Lady Of Course/Per-Anders Gråberg vandt Amacitalöpning på Bro Park i fjor. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Løb 4. V4-4. V5-2. Focus2.dk Mowerinaløb. 1600m.

Der er fuldt hus i årets første klassiske løb, og der bliver med sikkerhed kamp om positionerne fra start og rundt svinget. Feltets talvinder og mest meriterede deltager er Niels Petersens Lady Of Course, der vandt halvdelen af sine seks starter som 2-årig. Hun indledte sæsonen med en lidt tvivlsom præstation som anden på Øvrevolls sandbane bag Color Me Crazy, men denne form fik sidenhen et kraftigt boost, da Color Me Crazy også besejrede Victor Kalejs i Göteborg.

Brooklyn Carlras så fremragende ud, da hun uden problemer aflagde maidentitlen i første forsøg på premieredagen. Staldveninden Godtnok har været igennem en skadesplaget periode, men rapporteres at være virkelig godt gående i arbejde, og det skal ikke glemmes, at hun efter sin overlegne maidensejr i fjor formåede at følge Lady Of Course pænt til dørs i Amacitalöpning.

ZwickyLeaks: Der vil muligvis herske lidt uro omkring det faktum, at LADY OF COURSE aldrig har startet på Klampenborg før, men hun kender til gengæld banen fra træning, idet hun fik et hurtigt arbejde på græsset som 2-årig i forbindelse med, at hun stod opstaldet på Niels Petersens Jägersro-filial. Hun er hesten at slå her, men jeg garderer med Brooklyn Carlras og Godtnok.


French Warrior/Elione Chaves slår staldkammeraten Hongkong Honcho/Oliver Wilson i 3-års Maidenserien. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Hongkong Honcho sæsondebuterede som anden bag staldkammeraten French Warrior. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Løb 5. V5-3. Komplet Flytning 3-års Maidenserien. 1800m.

Her bliver der en interessant sæsondebut til Søren Jensen-trænede Yes Sir, der er halvbror til Derby-2’eren Stradivarius. Søren Jensen melder, at Yes Sir ikke står meget tilbage fra de tidligere debutvindere Sir Herman og Brooklyn Carlras, og det bør række længt. Både Myjoker og Sun Of A Gun leverede godkendte præstationer første gang ude i år med tredjepladser bag henholdsvis Brooklyn Carlras og Seatown. Begge heste ser samtidig ud til at kunne drage fordel af ekstra distance her.

ZwickyLeaks: HONGKONG HONCHO er mit førstevalg i betragtning af, at han i modsætning til Yes Sir har løb i kroppen, og begge skal med på V5. Der var blot en halv længde mellem Myjoker og Rajsa da de mødtes senest, men jeg arbejder ud fra, at formen fra Hongkong Honchos maidenløb og Sun Of A Guns vinderløb er et nøk bedre.


Vejovis og Nicole Marsing. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Vejovis og Nicole Marsing. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Løb 6. V5-4. Scandia Cloud Lærlinge / Amatør Handicap. 1800m.

Kan Vejovis også med 74 kilo på ryggen? Han havde ingen problemer med at bære 70 kilo i sæsondebuten, som blev vundet overlegent med fire længder, og han har vundet samtlige tre gange Nicole Marsing har redet ham. Derfor er han selvfølgelig meget svær at komme uden om.

ZwickyLeaks: Der er kun plads til to heste på kuponen. VEJOVIS er selvskrevet, men se op for Validus denne gang. Han fik aldrig rigtig chancen i sæsondebuten, men var klart bedre gående senest som tredje bag Bergheim og Skyfall. Bergheim var desuden meget tæt på at vinde på Jägersro i onsdags, så formen virker.


Skyfall og Anna Pilroth. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Skyfall og Anna Pilroth. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Løb 7. V5-5. Benedicte Dam Consulting Handicap. 1800m.

ZwickyLeaks: Jeg afslutter V5-spillet med en “banker”, og valget er naturligt nok faldet på SKYFALL, som endnu engang tager turen fra Göteborg til Klampenborg for at få græs under hovene. Skyfall var anden bag Bergheim i sæsondebuten, og denne form blev klart boostet, da netop Bergheim var det mindst mulige fra at vinde på Jägersro. Hvis Validus så også vinder dagens fjerde afdeling, kan man stå med en fin mavefornemmelse inden V5-afslutningen.


V4

V4-1: 2-5-6
V4-2: 9 Rocky
V4-3: Alle 12
V4-4: 8-9-11

108 kombinationer = 216 kroner.


V5

V5-1: Alle 12
V5-2: 8-9-11
V5-3: 2-7-8
V5-4: 2-3
V5-5: 5 Skyfall

216 kroner


Raketheste

Løb 1: 6 Stinger
Løb 2: 9 Rocky
Løb 5: 8 Hongkong Honcho
Løb 7: 5 Skyfall

Spilles som systemspil 3 ud af 4 = 4 kokmbinationer.
Eks. indsats på 50 kroner = 200 kroner.


Program: Klampenborg, lørdag 13. maj kl. 12.30.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top